– Det er jo en god måde for at sørge for, at det foregår under ordnede forhold. For noget tid siden havde vi problemer med at festlighederne foregik på gadeplan, hvor der opstod vold og hærværk. På den her måde kommer vi noget af det i forkøbet, fortæller Birgit Hellner, mens en af de mange udklædte afgangselever kommer forbi og takker "Birgit Betjent" for hendes indsats.
Kort efter bød Birgit Hellner velkommen til de mange fremmødte elever, og selvom de nok mest af alt gerne ville have sparket festen i gang, så var der i samme ombæring også lige en kærlig påmindelse fra Birgit Betjent om, at hver time ville der blive slukket for musikken, så man kunne sørge for at få ryddet op.
– Hvis vi først tænder for musikken, når de har ryddet op, så er de nok mere tilbøjelige til at hjælpe med at holde rent, siger Birgit Hellner med et glimt i øjet.
Sidste skoledag-arrangementet er en tilbagevendende tradition for afgangseleverne på Bornholm, hvor over 400 festklædte unge plejer at deltage.