Fest i Tejn: Madmarked åbner i gammel smedje

NYHED | TEJN | 24. JUN 2022 • 10:30
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | TEJN
24. JUN 2022 • 10:30

Smedjen ser sig selv som et alternativ til de klassiske spisesteder

 

I denne weekend åbner Smedjen i industrikvarteret på Tejn Havn. Mad og drikke kan nydes i eller lige udenfor hallerne, der er indrettet med pallemøbler, lyskæder og grønne planter, der skal give den rå, industrielle ramme en hyggelig, uformel stemning.

Indehaverne Jakob Broberg Lind og Tue Seifert Boeskov fortæller i en pressemeddelelse, at Smedjen ikke blot er et spisested, men også bar, café og scene. Der er levende markedsdage, livemusik, quizzaftener og andre begivenheder i de to haller, som var fungerende smedeværksted helt frem til oktober sidste år.

– Vi er stolte over det sted, vi allerede nu har fået skabt, og glæder os til at byde alle vores gæster velkomne, fortæller de.

Smedjen skal ses som alternativ til de klassiske spisesteder på øen. I hallen kan man hver dag købe mad fra Smedjens egen foodtruck, eller madvogn om man vil. Den står klar i gården, og udvalget er tilrettelagt, så der er lidt til enhver smag, fortæller Jakob Broberg Lind og Tue Seifert Boeskov.

– Målet er, at vores gæster går herfra med en fornemmelse af at have fået mere, end de forventede.

Tanken er, at Smedjen skal udvikle sig løbende, og der er allerede planer for sæsonen 2023.

Jakob Broberg Lind og Tue Seifert Boeskov er begge flyttet tilbage til øen med deres familier efter en længere årrække i København. Begge er bosat på nordlandet.