– Det viser, vi som samfund på det område er svage, når gabet på en månedsløn er så stort, at man i dag får cirka 4.000 kroner mindre om måneden før skat, end hvis dagpengene havde fulgt lønudviklingen siden i midten af 90'erne. Det har vi i fagbevægelsen råbt højt om i mange år, uden at blive hørt af politikerne, men vi giver ikke op, og derfor bliver vi ved med at kæmpe ved hele tiden at foreslå væsentlige forbedringer, sagde hun.
Opfordring til Siemsens Gaard
Jonna Nielsen kom også omkring 3F Bornholms konflikt med Hotel Siemsens Gaard, der blev indledt den 1. juni og som tidligere er blevet beskrevet i Bornholms Tidende.
– Der har været nogen ubehagelige oplevelser i kølvandet på konflikten, hvor en medarbejder og samarbejdskollega er overfuset af ejeren, som mente, han havde fået ødelagt sin ferie. Hele referatet er gengivet i Bornholms Tidende, og man kan ikke andet end ryste på hovedet. Personer, som i den grad er født med en gylden ske i munden, ved åbenbart ikke, hvordan man bør opføre sig, når man ikke kan få sin vilje. Så mister de åbenbart etiketten og går til direkte ubehagelige angreb. Jeg mangler faktisk ord for den opførsel, som fandt sted på Svaneke havn, sagde hun og opfordrede ejerne af Hotel Siemsens Gaard til at få tegnet en overenskomst.
Jonna Nielsen brugte også beretningen som anledning til at takke de andre faglige organisationer på Bornholm for opbakningen i forbindelse med konflikten.