Express 1 er blevet solgt

Express 1 er blevet solgt
Molslinjen har valgt at købe Express 1 efter at have leaset hurtigfærgen i 10 år. Arkivfoto: Berit Hvassum
TOPNYHED | ABONNENT | 7. MAJ 2022 • 11:20
Henrik Nielsen
Journalist
TOPNYHED | ABONNENT
7. MAJ 2022 • 11:20

I 2012 leasede Molslinjen færgen i en tiårig periode. Nu er vurderingen, at det er en forretningsmæssig god beslutning at eje den.


Molslinjen – og dermed Bornholmslinjen – er blevet herre på eget skib. Rederiet har således købt hurtigfærgen Express 1, som til daglig sejler frem og tilbage mellem Rønne og Ystad. I 2012 begyndte færgen at sejle på Molslinjens rute på Kattegat, men indtil nu har den været leaset hos selskabet Fast Ferry Leasing Limited på en tiårig kontrakt.

Pr- og kommunikationschef Jesper Maack beskriver det som en kommerciel beslutning, der ikke får nogen indflydelse på noget som helst i forhold til passagererne og sejladsen på Østersøen.

– Express 1 blev leaset tilbage i en periode, hvor færgedrift var noget sværere, end det har været i de seneste mange år, siger han.

Gennemgang af forretningen

Express 1 gjorde sit indtog på Kattegat som Katexpress 1, og den var ifølge Jesper Maack en del af den nye måde at drive kattegatruten på.

– På et eller andet tidspunkt bliver det en god kommerciel beslutning, en god forretningsbeslutning at eje færgen i stedet for at betale leasing på den, og det var så nu, mente vi, at det var en god idé at tage ejerskab på den, siger pr- og kommunikationschefen.

Beslutningen er også taget som en del af den gennemgang af forretningen, der har været under Molslinjens nye ejerskab.

– Der har man tænkt, at man kan lave en god forretningsmæssig beslutning, siger Jesper Maack.

I marts 2021 blev svenske EQT Infrastructure formelt godkendt som ejer af Molslinjen. Samtidig blev Sampension ny minoritetsinvestor.

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvad Molslinjen har betalt for Express 1. I april værdisatte rederiet Express 1 til 32 millioner euro, svarende til 238 millioner kroner. Det skete i et regnestykke, der skulle vise, hvad det vil koste at beholde Express 1 i Østersøen, når Express 5 ankommer.