Byggemarked-direktør melder hus forbi: Kunderne er ikke sure

Byggemarked-direktør melder hus forbi: Kunderne er ikke sure
Kristian Holm fra Stark forstår ikke kritikken fra HK. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 5. MAJ 2022 • 10:30
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
5. MAJ 2022 • 10:30

Trælastdirektøren i Stark på Bornholm genkender ikke billedet af, at sure kunder overfuser ansatte i byggemarkeder, som det blev nævnt på HK Hovedstaden Bornholms årsmøde.


Det er ikke en generel tendens, at prisstigninger og vareknaphed får kunder til at overfuse ansatte i byggemarkeder. Det siger trælastdirektør Kristian Holm hos Stark på Bornholm som reaktion på en melding fra HK Hovedstaden Bornholm, der holdt årsmøde onsdag.

Blandt de professionelle kunder er der ifølge trælastdirektøren ingen, der brokker sig, men der kan godt være en privatkunde en gang imellem, der synes, at det er blevet dyrt.

– Hvis man sammenligner med varer, man købte for et år siden, så er det blevet meget dyrt, og den pris, vi giver folk i dag, kan være steget meget i morgen. Det er nærmest fra dag til dag, at priserne stiger, siger Kristian Holm.

Brændsler er en af de varegrupper, der er knaphed på. Det skyldes blandt andet, at svenskerne hælder træpiller i deres kraftværker, hvor de tidligere solgte dem som et bi- og affaldsprodukt, forklarer Kristian Holm.

– Når folk bliver presset på nødvendigheder som brændsel, mad og diesel, bliver de måske lidt kort for hovedet. Men det skal ikke komme fra min mund, at jeg synes, at kunderne er sure og modbydelige. Jeg synes, vi har rigtig gode kunder, siger han.

Det kommer udefra

At priserne stiger, er et faktum, hverken byggemarkederne eller kunderne kan komme udenom.

– Det er ikke to og fem procent, priserne stiger, så folk oplever nok, at priserne er blevet voldsomt dyre, ligesom alt andet. Jeg tror faktisk, at folk har en forståelse af, at det ikke er noget, vi gør. Vi er heller ikke skyld i, at der er krig i Ukraine, hvilket giver vareknaphed. Men der er bare nogle faktorer, der gør, at vi oplever det her, og det er noget, der kommer udefra. Det er ikke rigtig noget, vi kan gøre noget ved, siger Kristian Holm, som er direktør for Stark i både Rønne og Allinge.

Hvis man har kunder, der siger det modsatte, så har de nok ikke forstået det, der foregår ude i den store verden, tilføjer han.

Samme sortiment plus mere

På HK København Bornholms årsmøde blev det også nævnt, at det kan skabe frustrationer, at de senest åbnede byggemarkeder har et lidt andet varesortiment, så kunderne for eksempel ikke kan finde de nipsting, de er vant til.

Det er heller ikke et billede, Kristian Holm genkender fra Stark, hvis byggemarkeder i Allinge og Rønne er de nyeste på øen.

– I Allinge bibeholder vi det sortiment, der er. Vi bibeholder det sortiment, vi har deroppe og tilfører hele vores Stark-sortiment, så der vil stadig være alt det til hus og have, nips til boliger, gør det selv-produkter, griller og alt sådan noget, siger han.