Danmarks største samler produktionen på Bornholm

Danmarks største samler produktionen på Bornholm
Stenproducenten Zurface samler sin produktion på Bornholm. Pressefoto
INDUSTRI | RØNNE | 12. JUL 2021 • 10:27
Henrik Nielsen
Journalist
INDUSTRI | RØNNE
12. JUL 2021 • 10:27

Landets største totalleverandør af naturstensløsninger til byggebranchen har i en årrække både haft produktionsfaciliteter på Bornholm og i Nørre Snede i Jylland, men 1. september samler Zurface sin produktion på Bornholm.

Det fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.

– Det giver os nogle logistiske og økonomiske fordele at samle produktionen på ét sted. Vi bliver mere agile og mindre sårbare som virksomhed, blandt andet fordi det frigiver midler og tid, som vi kan investere i nye aktiviteter og ambitioner. Der er altså ikke tale om en retræte, tværtimod, siger administrerende direktør Jesper Madsen i pressemeddelelsen.

Zurface har fire stenbrud på Bornholm, hvorfra man udvinder natursten.

– Ved at bearbejde de tunge emner så tæt på udvindingsstedet som muligt, mindsker vi miljøbelastningen, siger Jesper Madsen.

Faciliteterne i Nørre Snede er ejet af Danske Stenhuggerier, som overtager Zurfaces medarbejdere.

Foruden produktionsfaciliteterne på Bornholm er Zurface til stede i Randers, Aarhus, Horsens, Svendborg, København og Stockholm.