Byggehandleren der pludselig fik grønne fingre

Byggehandleren der pludselig fik grønne fingre
46-årige Stefan Thunberg er sprunget ud i noget helt nyt, som blandt andet indebærer at skulle lære en masse latinske navne. Foto: Jesper Gynther
NYHED | RØNNE | ABONNENT | 20. JAN 2023 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | RØNNE | ABONNENT
20. JAN 2023 • 05:30

Stefan Thunberg solgte sidste år Allinge Byggemarked, men nu har han fundet noget nyt at lave. Fra 1. januar overtog han Lilliendal Plantecenter, og her har han blandt andet skullet vænne sig til, at varerne er levende.

Fra torsdag til lørdag i denne uge er der store rabatter at hente, hvis man besøger Lilliendal Plantecenter, og det skyldes, at det skal fejres, at plantecenteret har fået ny ejer.

– I de her dage kører vi momsfrie dage, så folk sparer 20 procent på alt i hele butikken. Det er for at skyde det i gang med nogle gode rabatter, fortæller Stefan Thunberg, som ved årsskiftet overtog plantecenteret.

De første uger har været udfordrende, for Stefan Thunberg har ikke erfaring med branchen. Tidligere ejede han et byggemarked, men det er noget helt andet, erkender han.

– Starten har været super god, men det er jo nyt alt sammen. Det eneste, jeg har kendskab til, er personalepleje og indkøb, men alt hvad der har med blomster at gøre, der har jeg jo ikke den store viden.

– Forskellen er, at alle varerne er planter, så de er levende, og der er holdbarhedsbegrænsning på. Og så har alle planterne jo latinske navne, og det er super svært. Men det er meget spændende, og jeg elsker jo at lære noget nyt, så jeg glæder mig til de her udfordringer, og jeg har jo et fantastisk personale, som jeg kan læne mig op ad, og det er rigtig godt, siger han.

Vil sælge plæneklippere og hækkesakse

Stefan Thunberg kommer ikke til at kede sig, for han kommer til at have hele sin dagligdag i plantecenteret "fra morgen til aften".

Udover at lære alle planternes latinske navne, står han selv for personaleplejen, ligesom han selv vil stå for alle de renoveringer, der skal laves. Her kan han drage fordel af sin fortid i et byggemarked.

Han har allerede fornyet facaden, og snart skal han i gang med at lave et havecenter, så kunder kan få mulighed for at købe plæneklippere og hækkesakse og forskelligt tilbehør.

– Og det har jeg jo viden inden for, for de ting kan man også få i et byggemarked. Og ellers er jeg jo håndværkeren, så jeg skal gå og vedligeholde og gøre det pænt. Alt skal vi lave selv, så det er dejligt, siger han.

Tip til ægtemænd: Husk onsdagsbuketten

Før han blev ejer af et plantecenter var det sjældent, at han selv var kunde i et, og det var noget af en fejltagelse. Han har nemlig opdaget, at man kan score nogle gode point hos sin bedre halvdel, hvis man tager i et plantecenter.

– Jeg troede ikke, at vi havde så mange forskellige former for buketter. Det er jo både buketter til Mors Dag, fredags- og onsdagsbuketter, og det er kurve med chokolade og vin og blomster. Det var jeg slet ikke klar over, at der var her, før jeg ligesom havde købt det.

Der er nogle bornholmere, som også kunne opdage, at det kan man købe her til konen?

– Jeg tror, der er i hvert fald noget med onsdagsbuketten, som kunne være en god pointe at give videre, siger han og griner.

Det bliver dog svært for Stefan Thunberg at overraske kæresten Cecilie med en buket blomster, for hun kommer selv til at være tilknyttet Lilliendal Plantecenter som bogholder, og derudover vil hun stå for personalet og være med i driften.

Den tidligere ejer af Lilliendal Plantecenter, Flemming Munch, vil i øvrigt fortsat være at finde i plantecenteret, men nu som en del af personalet.

Fra torsdag til lørdag i denne uge er der 20 procent rabat på alle varer, da Lilliendal Plantecenter fejrer, at der er kommet ny ejer. Foto: Jesper Gynther