Erhvervslivet i Gudhjem er i oprør. I forbindelse med det kommunale budget bliver reglerne for parkering på betalingspladsen ved Gudhjem Røgeri ændret, så der kommer flere penge i kommunekassen. I Gudhjem Erhverv opfatter man ændringerne som en særskat på turismen i byen, og man har derfor skrevet til medlemmerne i kommunalbestyrelsen for at høre, hvordan de stiller sig til de skitserede ændringer.
Ændringerne træder i kraft, når budgettet bliver vedtaget og betyder, at der i fremtiden skal betales fra 15. maj til udgangen af uge 42, og tidsrummet udvides til alle døgnets 24 timer og alle ugens syv dage. Taksten på 25 kroner per time fastholdes. Det vil ifølge budgetmaterialet give en ekstraindtægt til kommunen på 325.000 kroner.
Gudhjem Erhverv undrer sig meget over ændringerne og oplever, at de er besluttet hen over hovedet på det lokale erhvervsliv, og den proces erhvervsforeningen deltager i sammen med Gudhjem By- og Museumsforening og kommunens embedsværk om håndtering af trafik- og parkeringsproblemerne i Gudhjem. Det skriver formand Søren Danig til politikerne efter et bestyrelsesmøde i Gudhjem Erhverv, som efter eget udsagn repræsenterer tæt på 100 procent af omsætningen inden for turisterhvervet i Gudhjem.