– De kompensationspenge, jeg fik, dækkede dårligt nok. Jeg måtte kassere meget slik, som blev dårligt, så jeg havde ikke penge nok til at få fyldt lageret op igen. Det var svært at komme tilbage. Jeg fik slet ikke det samme antal kunder, som jeg havde sidste år, siger Camilla Havsholm.
– Turistsæsonen blev heller ikke noget særligt. Jeg har også på fornemmelsen, at folk på vej til Bornholm køber ind i Sverige og på færgen, og desuden er det svært at konkurrere med supermarkedernes priser på slik.
– Coronaen var strid, men butikken var også et sats, hvor jeg sprang ud med hovedet først og ikke fik landet rigtigt, erkender Camilla Havsholm i dag.
Charlys har lukket, men åbner måske igen til mere ophørssalg, så Camilla Havsholm kan få solgt sit juleslik. Det skal hun have aftalt med udlejeren.