Brand på maskinfabrik i Rønne

NYHED | ABONNENT | 9. DEC 2022 • 10:15
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
9. DEC 2022 • 10:15

Metalspåner blev antændt på KH Maskinfabrik, fortæller brandvæsnets indsatsleder.


Bornholms Brandvæsen blev klokken 9.21 kaldt ud til brand i en industribygning. Det drejede sig og KH Maskinfabrik på Kaj Mogensens Vej i Rønne, hvor der var opstået brand i en ventilation og transportbånd.

Det fortæller brandvæsnets indsatsleder, Michael Grønbech-Dam.

– Der er ikke sket noget, siger han til Tidende.

Ifølge Michael Grønbech-Dam blev nogle metalspåner i meget fin støvform antændt af en varm generator i maskinfabrikkens affaldssilo.

– Jeg kan kun rose personalet derude. De har fået evakueret virksomheden, fået folk ud og taget imod brandvæsnet. Vi har fået slukket det og lukket det. Det kørte lige efter bogen, siger indsatslederen.

Udsugningen til affaldssiloen fungerer sådan, at der ikke kan ske tilbageslag.

– Det vil sige, at den kan ikke gå ind i hallen. Det er en bygning, der er bygget ved siden af til kompressor og deres generator, der står derude og trækker det ud. Det er et støvudtræk, som der skal være på sådanne virksomheder, siger Michael Grønbech-Dam.