Bornholms Økojord har fundet nye forpagtere

Bornholms Økojord har fundet nye forpagtere
De nye forpagtere er Frederik Lund-Sørensen og Maite Jurado, som her ses sammen med deres søn, Leo. Privatfoto
NYHED | ABONNENT | 30. NOV 2022 • 16:54
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | ABONNENT
30. NOV 2022 • 16:54

Efter nytår overtager nye kræfter forpagtningen af gården Hammersly og de cirka ni hektar jord, der hører til.

De nye forpagtere Frederik Lund-Sørensen og Maite Jurado har allerede et godt kendskab til Bornholms Økojord A/S, da de har stået for at dyrke dele af jorden omkring gården i Rutsker som markpassere i 2022.

– Det er et projekt, vi tror helt vildt meget på, og som vi allerede føler en stor tilknytning til.  Derfor vil vi gerne være med til at udvikle det, siger Frederik Lund-Sørensen i en pressemeddelelse.

Parret har boet og arbejdet på Bornholm siden foråret. Tiden er gået med at dyrke mange forskellige afgrøder og blive klogere på, hvad de vil fokusere på i deres første år som forpagtere. Derudover er der også kommet en lille ny bornholmer til, Leo, parrets første barn.

Skal være inspiration for unge jordbrugere

Bornholms Økojord A/S samler penge ind via aktiesalg og investerer dem i konventionel landbrugsjord, der så omlægges til økologisk drift. Hammersly i Rutsker er første del af det arbejde. Stedets første forpagter, Emilie, fik nyt job i sommer, og siden har bestyrelsen hos Bornholms Økojord arbejdet på at finde en afløser, hvilket nu er lykkedes.

– Det er utroligt glædeligt, at Frederik og Maite vil være med til at drive Hammersly videre. Vi har jo lært dem at kende hen over forår og sommer, hvor de har lagt en stor indsats og det lover rigtig godt for fremtiden. Deres interesse for regenerativt jordbrug er en af kongstankerne med Bornholms Økojord, siger direktør Anna Sofie Poulsen for Bornholms Økojord A/S.

Regenerativt jordbrug handler, kort fortalt, om at dyrke jorden skånsomt og gøre den mere frugtbar til glæde for både klima og natur. Og for Frederik Lund-Sørensen og Maite Jurado, der begge er uddannede agronomer, er det den eneste vej frem.

– Vi er overbeviste om, at det er absolut nødvendigt for Danmarks natur og fødevaresikkerhed, at der er mindre, mere robuste og modstandsdygtige landbrug, som både passer på naturen og som er i kontakt med lokalområdet. Vi skal dyrke på en måde, som er mere bæredygtig og hvor man ikke er afhængig af globale priser på brændstof og foderkorn, siger Frederik Lund-Sørensen.

Det er håbet, at det bornholmske projekt kan agere som inspiration for hele landet.

– Med Hammersly kan vi vise, hvad vi vil i praksis. Og jo bedre det lykkes med Hammersly, jo nemmere er det at vise, at unge kan få adgang til jorden på ordentlige vilkår. Og så håber vi, at vi kan komme videre med vores aktietegning, så vi kan få flere unge jordbrugere, siger Anna Sofie Poulsen.