– De seneste år har været benhårde, og vi skal vel tilbage til finanskrisen for at finde en mindre attraktiv periode at blive iværksætter. I det lys er det ganske enkelt fremragende, at antallet af små nystiftede virksomheder holder sig på samme niveau som året før – og selvfølgelig er det flot, at der flere steder i landet er en stigning, siger Visma Dineros administrerende direktør, Martin Buch Thorborg, i en pressemeddelelse.
Selvom der ikke har været en stigning i antallet af nye små virksomheder, er direktøren særdeles optimistisk på vegne af dansk iværksætteri.
– Perioden fra marts 2020, hvor hele landet lukkede med et trøstesløst og udsigtsløst brag, til nu har vist, at dansk iværksætteri har det godt. Der er en gruppe mennesker, som blæser højt og flot på, at tidspunktet ikke er lukrativt. De har en skabertrang, som ikke kan undertrykkes, siger Martin Buch Thorborg.
– Det er iværksættere, som har opfundet noget helt genialt, og som nok skal komme til at tjene kuffertvis af penge. Men det er også dem, vi møder hver dag på vores vej: Håndværkeren, frisøren, fotografen. Ildsjælden, som gerne vil stå på egne ben. Det er mennesker med et godt drive og med ambitioner, og det er på deres skuldre, at de næste store virksomheder skal vokse op, siger Martin Buch Thorborg, som på Bornholm er kendt for at eje Hotel Klippen, Therns Hotel og Gudhjem Vandrehjem sammen med sin kone, Jannie Buch.