Men her er det ikke kun fragten, der gør, at man ofte ikke kan få plads i tide.
– Vores mulighed for at få ekstra afgange på færgerne er forsvindende lille. Jeg ved ikke, om Molslinjen tjener flere penge på at have turister med, der handler i kantinen, end at sælge en hel lastbil, der fylder for mange personbiler, siger Kurt Rath.
Han efterlyser derfor en mere lempelig aflysningspolitik, der vil gøre det muligt for dem at være lidt mere proaktive i forhold til deres bookning af transport.
– Det har jeg tænkt mig at udfordre i forhold til Bornholmslinjen, men jeg ved også, at der ikke er nogen konkurrence på markedet, så de kan vælge at læne sig tilbage og sige, at det er spillereglerne, fortæller den administrerende direktør.
Bornholmslinjen vender tilbage til, at den eneste løsning på det nuværende problem er at skaffe større fragtkapacitet.
– Det gælder alle former for fragt, at det er svært at presse mere igennem, fordi vi er ved at være nået til vejs ende med kapaciteten på Hammershus-færgen. Alle ved det godt, og alle erkender det. Det er langt oppe på dagsordenen både hos Trafikkontaktrådet og Transportministeriet, at kapaciteten på fragt er for lille, siger Jesper Maack.