Aktivt julemarked: 'Vi står ikke bare med hænderne bag ryggen'

Aktivt julemarked: 'Vi står ikke bare med hænderne bag ryggen'
Kurt Pedersen bor på gården i Østerlars sammen med sin kone, som også er med til at stå for julemarkedet. Foto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 27. NOV 2022 • 05:30
NYHED | ABONNENT
27. NOV 2022 • 05:30

Birk Bornholms julemarked skal give mulighed for at møde kunstneren bag de lokale produkter, og køber kunderne ikke noget, så er dagen alligevel ikke spildt, fortæller arrangøren bag julemarkedet.

Der dufter af gran, sæbe og gløgg, når man træder inden for hos Birk Bornholm i Østerlars. Og så er der masser af nisser og andre julerier, som byder adventstiden velkommen i den 300 kvadratmeter store julestue.

Mette Absalon er keramiker og medarrangør på julemarkedet. Foto: Jacob Jepsen

– Vi synes ligesom, der manglede et julemarked, hvor folk sad og lavede tingene, mens man var der. Nogle gange på et julemarked kan man nærmest få dårlig samvittighed, hvis man ikke køber noget, men det får man ikke her, for sælgeren står ikke og følger dig med øjnene. De har travlt med at lave de ting, du kan købe, forklarer Kurt Pedersen, som sammen med sin kone Anne Birk og keramiker Mette Absalon står bag julemarkedet.

Det er andet år, der er julemarked hos Birk Bornholm, og selv om det indendørs julemarked var udfordret af corona sidste år, så tøver Kurt Pedersen ikke med at kalde det en kæmpe succes, og derfor har arrangørerne også gjort, hvad de kunne for at gøre oplevelsen endnu bedre i år. Der er således hele 22 stadeholdere frem for de 11, der var sidste år.

Jeanett laver dekorationer og adventskranse i en af boderne på julemarkedet. Foto: Jacob Jepsen

– Der er dog ikke helt plads til så mange på en gang, så vi skifter lidt ud. Og så har det været vigtigt, at folk er klar på at tage håndværket med og lave det i rammerne her. Så keramikeren har sin drejebænk med, sølvsmeden har taget sit håndværk med, så man også kan se, hvordan det ser ud, inden det bliver til et smykke eller en skål, forklarer han.

En stor del af julemarkedet er nemlig også oplevelsen af at se, hvordan tingene bliver til, og at det ikke bare er noget, der er bestilt hjem fra Kina, fortæller han.

Selv står han for at lange hjemmelavet lagkage, cookies, æbleskiver og gløgg over disken, og der er indrettet en lille dagligstue, hvor man kan tage jakken af og sætte sig med en varm drik.

– Det er et kæmpe privilegie, at vi har pladsen til at holde det indendørs, for det kan være både koldt og hårdt at være en hel dag udenfor, og det er heller ikke fedt for håndværkerne, som måske ville have lidt sværere ved at lave deres håndværk med kolde fingre, fortæller han.

For enden af kageboden står en smed med korte dolke og lange blanke sværd, han har lavet, og som han nu sælger. Metallet smelter han i åben ild lige uden for indgangen.

Bygger lageret op

Går man op ad trappen, så er der både flettede julehjerter og masser af strik, som er ved at blive produceret. Der er ikke så mange mennesker på loftet, men i en stor læderlænestol sidder Birgitte og strikker på livet løs.

Birgitte strikker og sælger både strikkede tæpper og uldsæt til børn. Foto: Jacob Jepsen

Man kan købe hendes strikkerier, og hun vil meget gerne snakke, men bliver der langt mellem kunderne, så har hun heldigvis taget et allertiders tidsfordriv med, som på samme tid bygger lageret op.

Og netop det, at tiden på julemarkedet ikke er spildt, selv om der måske ikke sælges en masse, er også et af de vigtigste argumenter for at være stadeholder på det arbejdende julemarked, forklarer Mette Absalon, som er keramiker og en del af gruppen, der arrangerer julemarkedet.

– Man kan ligesom bare sidde stille og producere til sit lager, hvis man ikke har så mange kunder. Vi står ikke bare med hænderne bag ryggen. Vi er i gang, og så sidder vi og arbejder, fortæller hun.

Hun drejer keramik i et rum, hvor en anden står og bygger adventskranse og dekorationer, en tredje laver øreringe og en fjerde sidder ved sin symaskine og laver tasker, sleeves og punge. De fire arbejdende kvinder i rummet taler indbyrdes med hinanden, men kigger op og byder velkommen, når nye gæster træder ind i rummet.

En god idé

– Vi har lært en masse af sidste år. Eksempelvis, at vi skal huske at markedsføre, og at julemarkedet er en god idé, som både stadeholdere og gæster kan lide, fordi man har mulighed for at møde kunstneren bag de ting, man køber, fortæller Mette Absalon.

Ovenpå er der også ren julehygge, og der flettes hjerter til eksempelvis værtnindegaver. Foto: Jacob Jepsen

Det forpligter, og man kan ikke hyre en ung-arbejder ind til at passe boden på dette julemarked, men det er bestemt en god ting, bakker andre i rummet op.

– Det er godt at få noget personlighed i det, og så møder man ligesom kunden selv, og man står selv med sine egne ting og kan tale om dem, forklarer en kvinde ved navn Jeanett, som står bag en granduftende disk og er i færd med at binde gran til en adventskrans.

Birk Bornholms arbejdende julemarked er åbent på Vietsvej over for Østerlars Rundkirke lørdage og søndage frem til jul.

Sidste år havde julemarkedet omkring 700 gæster, og Kurt Pedersen håber, at flere end 1.000 gæster lægger vejen forbi Østerlars, når de planlægger deres adventstid i år.