Affaldsmoms fjernes: Borgerne sparer 200 kroner

TOPNYHED | ABONNENT | 28. SEP 2022 • 22:10
TOPNYHED | ABONNENT
28. SEP 2022 • 22:10
Jesper Gynther
Journalist

Kommunens natur-, miljø- og planudvalg har besluttet at stoppe Bofas opkrævning af moms. En genberegning af affaldstaksten betyder formentlig, at det bliver et par hundrede kroner billigere for den enkelte husstand.


Et enigt udvalg besluttede på et møde onsdag at bede administrationen om at genberegne taksterne med virkning fra den 1. januar 2023, så der bliver rettet ind efter den nye momspraksis, og borgerne ikke fortsat skal betale for de uberettigede momsopkrævninger.

En genberegning anslåes ifølge forperson for natur-, miljø- og planudvalget, Helle Munk Ravnborg (EL), at sænke taksterne med et par hundrede kroner på årsbasis. 

I budgettet for 2023 er taksterne hidtil beregnet efter, at HCS ville blive klar med den nye ordning, hvilket har betydning for, hvordan fordelingen mellem dagrenovationsgebyret og miljøbidraget forholder sig på borgernes ejendomsskattebillet.

– Den nye ordning er dyrere i dagrenovationsgebyr. Det er dyrere at skulle ud og hente de mange forskellige fraktioner hos folk, og man skal køre flere gange med flere spande og så videre. Til gengæld er det billigere i miljøbidrag, fordi der er mindre arbejde i at sortere affaldet på genbrugspladserne, siger Helle Munk Ravnborg.

Dermed ville der samlet set, i den beregning der lå, ske en stigning i dagrenovationsgebyret næste år, men miljøbidraget ville falde tilsvarende. Når taksterne nu skal genberegnes, bliver den nyeste udvikling i sagen, hvor HCS har meddelt, at de ikke bliver klar med den nye ordning til tiden, taget med.

– Vi kan lige så godt regne ind, at HCS ikke er klar fra 2023. Derfor kommer den samlede takst nok til at falde med et par hundrede kroner, fordi momsen fjernes, men fordelingen mellem dagrenovationsgebyr og miljøbidrag må forventes at blive anderledes, fortæller Helle Munk Ravnborg, der tilføjer, at der på mødet blev nikket fra Bofa-direktør, Jens Hjul-Nielsen, til, at det er forventningen.

Tilbagebetaling til borgerne

På udvalgsmødet blev det også diskuteret, hvordan borgerne på Bornholm skal få tilbagebetalt deres momsbetalinger for affaldsindsamling frem til nu.

Landsskatteretten slog den 21. oktober 2020 fast, at kommunernes levering af renovationsydelser til grundejerforeninger og private borgere ikke må være momsbelagt, og det har derfor været diskuteret, hvornår og hvordan tilbagebetalingen af den indkrævede moms skal foregå.

I sagsfremstillingen fremgik det, at Bornholms Regionsommune ikke finder det muligt at tilbagebetale den for meget opkrævede moms for tidligere år, før den bliver tilbageført fra staten. Det ville i givet fald kræve midlertidig finansiering på cirka 60 millioner kroner.

På udvalgsmødet valgte Enhedslisten og Venstre at stemme for at afvente et nyt styresignal fra Skattestyrelsen, mens Dansk Folkeparti stemte imod.

– Jeg stemte imod, fordi jeg vil have, at momsen skal tilbagebetales fra dags dato tilbage til datoen for Landsskatterettens dom, siger udvalgsmedlem René Danielsson (DF).

Det er dog nemmere sagt end gjort, mener Helle Munk Ravnborg, der sammen med Søren Schow (V) stemte for at afvente styresignalet.

– Det er på ingen måde en simpel sag at gøre det. Vi ved ikke, hvor lang tid tilbage vi skal gøre det, eller hvordan det skal beregnes, fortæller Helle Munk Ravnborg (EL).

Kommuner kan søge om tilbagebetaling så langt tilbage som 2012, vurderer flere revisionsselskaber i omtalen af sagen.

Indstillingen fra udvalget skal nu behandles på kommunalbetyrelsens næste møde i oktober.


Indstilling på natur-, miljø- og planudvalgets møde omhandlende moms på affaldsydelser

a) Taksten for affaldshåndtering (miljøbidrag og dagrenovationsgebyr) genberegnes således at momspålæggelsen pr 1. januar 2023 og frem følger den seneste afgørelse fra landsskatteretten

b) Regulering af opkrævet og afregnet moms for perioden fra stadfæstelse af landsskatterettens dom og frem til 31. december 2022 afventer styresignal fra Skat

c) Taksten for affaldshåndtering (miljøbidrag og dagrenovationsgebyr) for 2023 genberegnes i lyset af den seneste udvikling mht. ikrafttrædelse af den nye affaldsordning. Netto bliver prisen formentlig nogenlunde den samme for den enkelte husstand, men fordeling mellem miljøbidrag og dagrenovationsgebyr må forventes at rykke noget.

Indstillingen anbefales. René Danielsson stemmer imod indstilling B, idet moms, som er opkrævet siden landsskatterettens afgørelse d. 21.10.2020, refunderes særskilt krone for krone.

Kilde: Bornholms Regionskommune