Affald på menuen

NYHED | ABONNENT | 4. OKT 2022 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
4. OKT 2022 • 05:30

Når Sustainable Food Week kommer til Bornholm i næste uge, er energi, fødevarer og affald hovedtemaerne.


Bæredygtig energi, lokale fødevarer og affald er hovedtemaerne, når virksomheder, eksperter og studerende fra hele verden kommer til Bornholm i næste uge for at finde løsninger på fremtidens globale udfordringer. Det sker i forbindelse med arrangementet Sustainable Food Week, der sætter fokus på krydsfeltet mellem fødevarer, energi, ressourcer og bæredygtighed.

Ifølge arrangør Mads Kinch Clemmensen er årets udgave ekstra aktuel med et program, der tager udgangspunkt i de igangværende energi-, forsynings- og fødevarekriser. De gør det mere end nogensinde nødvendigt at sætte fuld fart på en større grad af sektorkobling mellem energi, fødevarer og ressourcer, mener han.

– Hvis danske og internationale virksomheder skal fortsætte deres ambitiøse udvikling mod at sikre den lavest mulige klima- og miljøpåvirkning fra deres produkter, så er det bydende nødvendigt at undersøge, hvordan man kan øge produktionen af bæredygtig energi, flere lokale og bæredygtige fødevarer, begrænse affaldsmængderne ved forebyggelse, og hvordan man kan få etableret strukturer ved siden af de eksisterende værdikæder for energi, affald og genanvendelse, siger han i en pressemeddelelse.

Virksomhed flytter sig

Borgmester Jacob Trøst glæder sig til at møde de medvirkende virksomheder og eksperter og høre deres bud på, hvordan Bornholm kan høste mulighederne fra fremtidens energiø, en stærk fødevareproduktion og visionen om affaldsfri ø.

– Ny grøn energiproduktion, fødevarestrategi og ressourceinfrastruktur er på vej til Bornholm og åbner døre til en fremtid med potentielt 100 procent vedvarende fødevareforsyning og energiforbrug for husholdninger og virksomheder over hele øen, siger han i pressemeddelelsen.

Blandt deltagerne i Sustainable Food Week er direktør Nicklas Selmer Rathje fra Bornholms Mosteri. Han synes, det er meget relevant at få indsigt i andre virksomheders problematikker og få sparring og netværk.

– Det at turde være åbne omkring vores dilemmaer og placering i værdikæden giver stor værdi for os i dialog med et stærkt felt af eksperter. Vi flytter os og får viden om, hvordan andre arbejder med bæredygtighed, og hvilke udfordringer de møder på deres vej, siger han i pressemeddelelsen.

Sustainable Food Week holder officiel åbning på Green Solution House mandag den 10. oktober.