LÆSERBREV
Det er dybt beklageligt at erfare, at Bornholms Tidende nu stopper trykningen af vores lokale avis her på øen. Den skal fremover trykkes ovre, for det siges at være billigere!
På hvilken led?
Fem medarbejdere fyres. Dét er en rigtig negativ udmelding, ikke bare fordi de nævnte stillinger nedlægges. Så meget andet/så mange andre rammes samtidig og som følge deraf.
Avisens chefredaktør Øjvind Hesselager har over mange måneder i avisens daglige leder opfordret os alle til at handle lokalt, støtte op om Bornholms handelsliv, hele samfundet her. Dét har jeg beundret dig for, Øjvind Hesselager!
Et slogan på øen lyder: Vil du have butikker på øen i morgen, må du handle i dem i dag.
Denne adfærd mister noget af glansen, når Bornholms Tidende nu går forrest og søger udenøs for at spare penge.
Nethandlen er en konkurrent til vores bymidter med butikker, nogle siger, at den er både billigere og bredere. Dét er aviserne ovre også, sammenlignet med Bornholms Tidende.
I, avisens ledelse, bør fare med lempe og tænke langsigtet.
Det er dyrt af spare på den korte bane.
Inger Emmery-Funch
Malmøvej 32, Rønne