I seks dage, hver anden uge, har vores familieavisrute givet børnene indsigt, motion og masser af glæde i at kunne tjene penge til en biograftur, lommepenge, når turen gik til Lalandia, eller købe en gave til en god ven. Men ikke mindst har vi alle nydt det ekstra kendskab, vi har fået til byens borgere, som har skullet modtage Bornholms Tidende. Palle på Kirkemøllevej ser ikke så godt, og derfor bliver han så glad, når vi banker på og giver ham avisen i hånden. Den ældre dame på Pilene går desværre ikke godt længere og derfor lægges avisen altid i carporten, på rollatoren. Denne læring i vores by, i vores samfund er vi taknemlige for og er glade for at vores børn har fået med sig oveni.
Hvad vi dog som forældre ikke er glade for er, at vores børn allerede som små har oplevet at have en dårlig og uacceptabel arbejdsgiver. For mindre end 24 timer inden, at avisen med artiklen om vigtigheden i at børn skal skabe pengeforståelse, skrev Kristoffer Gravgaard kort og godt i Bornholms Tidende, uden at informere sine ansatte, avisbudene. Som vores datter på 11 sagde: 'Mor! Der står i avisen at vi er blevet fyret!'
Vi har sidenhen modtaget en mail med en undskyldning for, at avisbudene havde læst Kristoffer Gravgaards tekst og hermed havde valgt at fortælle de bornholmske læsere, at netop deres avisdreng, avispige, avisfamlie er eller vil blive fyret. Vi taler om børn. Børn hvis job er det første, de nogensinde har haft. Børn der står tilbage, magtesløse overfor en arbejdsgiver, som ikke har taget godt nok hånd om deres små ansatte. En arbejdsgiver som efter 24 timer bringer en artikel om vigtigheden i at få kendskab til økonomi, når man er barn.