Tidende: Sådan løses balladen i Nexø

Tidende: Sådan løses balladen i Nexø
LEDER | ABONNENT | 3. DEC 2022 • 08:13
LEDER | ABONNENT
3. DEC 2022 • 08:13

Det tager lang tid at blive stor. Men med gode greb, kan vi sikre den næste generation.

Her på Tidende laver vi mange interviews med førende kvinder og mænd fra erhvervslivet, sportens eller uddannelsernes verden, og det sker ofte i anledning af gode resultater, flotte regnskaber eller runde fødselsdage.

I langt de fleste tilfælde falder der en indrømmelse af eller to. Bornholmere går ikke så meget op i imagepleje. De siger tingene, som de er. En er ordblind, en anden har haft modgang i familien. Linda Kofoed Persson – gruppeformand i Dansk Folkeparti og mangeårigt medlem af kommunalbestyrelsen – har fortalt om en svær ungdom med stoffer og hjemløshed.

Overgangen fra barn til ung kan være svær. Overgangen fra ung til voksen kan være endnu sværere.

Men som de fleste også ved, så bliver det bedre med tiden. Man bliver mere moden, man lærer at planlægge, man lærer at sige nej. Det er ikke alle, der kommer i havn. Men langt de fleste gør.

For de voksne handler det om at gå foran med et godt eksempel. Ikke være ligeglad. Men man behøver heller ikke nødvendigvis at skælde ud. Et indforstået smil kan sige mere end mange ord. Okay, det var ikke så heldigt, det du gjorde i går. Men vi har alle prøvet at slå en skævert. Vi ved, at det bliver bedre med tiden, hvis der er tillid og overbærenhed.

Derfor skal vi holde lidt igen med at skyde på Paradisbakkeskolen. De voksnes opgave er ikke at optrappe. Det er at finde løsninger.

Pieter Theron er far til to børn på skolen i Nexø. Han siger, at ledelsen på Paradisbakkeskolen gør, hvad den kan. At de udfordringer, der i øjeblikket får os til at rette blikket mod de unge elever, findes overalt i Danmark. Flugten fra folkeskolen til privatskoler vokser, og den onde cirkel truer nu både de unge og folkeskolen, som i 100 år har været den danske velfærdsmodels supertanker.

'Du kan ikke forvente af børn at gå i skole uden konsekvenser og så forvente at sende dem ud i den virkelige verden, hvor et helt samfund er bygget på regler og konsekvenser', siger Pieter Theron. Det er rigtigt. Men du kan heller ikke overlade de unge og folkeskolen til sig selv.

Man burde give de unge et sted at gå hen efter skole i stedet. Give dem et alternativ til kedsomhed, sociale medier og uheldige forbindelser i småkriminelle miljøer. Give dem selvtillid, støtte og kærlighed.

Hvem ved? Måske er ballademagerne i Nexø næste generations ledere?