Tidende: Rønne Havn skal redde vores sømands-skat

Tidende: Rønne Havn skal redde vores sømands-skat
LEDER | ABONNENT | 7. DEC 2022 • 05:30
LEDER | ABONNENT
7. DEC 2022 • 05:30

Havnen bør huske sit ophav og forene sin vigtige udvikling med et værn om bornholmsk træbådekultur. Det er en billig omgang - med stor kulturhistorisk værdi.


Bornholms Træbådelaug står foran sin skæbnestime.

Rønne Havn har opsagt foreningens lejemål for at gennemføre udvidelsen med offshore-planer i Rønne Sydhavn. Den kulturbevarende forening, der huser både gamle, unge og undertegnede som medlemmer, kan ikke håndtere en flytning økonomisk og forventer derfor dødsstødet i sin nuværende form, hvis havnen står fast. Det har de gjort indtil nu.

Men naboerne på hver side af træbådelauget skal slet ikke indlemmes i Rønne Havns nye planer. Hverken Espersen eller Sydhavnens Motorværksted er nødvendige at rydde for at realisere havnens planer.

Det gamle værft stikker ud som en ekstra luns mellem de to og vil også i fremtiden kunne have forbindelse til resten af Rønne, hvis de får lov at overleve. Det vil derfor være oplagt, at man fra Rønne Havns side også lod træbådelauget fortsætte sit arbejde med at værne om Bornholms maritime arv og uddanne nye mennesker i det gamle tidskrævende håndværk, der i sin tid var grundlaget for det bornholmske samfund.

Indtil nu har havnen arbejdet på at smide foreningen ud og overtage grunden og formentlig også foreningens store bygning, der i dag ruger på en nybygget kopi af Bornholms første heldæksbåd, Ota.

Men i sidste uge satte Enhedslisten og Socialdemokratiet heltemodigt foden ned og indstillede med et flertal i natur- miljø- og planudvalget, at havnen kun kan gå videre med sine planer i Sydhavnen, hvis de undlader at benytte den perifere grund, som træbådelauget lejer. Dansk Folkeparti, der også har posten som formand for Rønne Havn tildelt, stemte imod, mens Venstre ikke deltog på mødet.

Følger kommunalbestyrelsen udvalgets indstilling og afviser at lade Rønne Havn udnytte det gamle værft til offshore-aktiviteterne, så ligger en populær bornholmsk beslutning lige for: Havnen kan vælge at trække sin opsigelse tilbage og redde den maritime kultur uden at gå nævneværdigt på kompromis med sine offshore planer. Det vil være en julegave til den bornholmske kultur.

Bornholms Træbådelaug plejer den maritime bornholmske kulturskat for både museet, bornholmerne og de kommende generationer gennem frivilligt arbejde og fondsstøtte. De udfører projekter, som hverken markedet eller de offentlige kasser har råd til at betale, fordi det er ekstremt tidskrævende at bygge skibe i træ.

De stærke kræfter skal vi værne om, når det virkelig kan lade sig gøre at bevare de unikke bornholmske bådbyggertraditioner mange år endnu. Nu er det op til kommunalbestyrelsen at støtte indstillingen og tilføje den ekstra stemme, som Enhedslisten og Socialdemokratiet mangler for et flertal for Bornholms træbåde.