Selvom størrelsen af solcelleanlægget endnu ikke ligger helt fast, kan vi være relativt sikre på de forventede nøgletal for produktionen. På områdets 20 hektarer vil der kunne installeres ca. 21 MW paneleffekt, som i alt vil kunne producere over 23.000 MWh per år i 30 år. Denne produktion svarer til mere end 4.000 husstandes årlige elforbrug og vil dermed bidrage væsentligt lokalt.
I avisen den 29. juli blev der rettet fokus mod giftige nanopartikler og solcellernes produktion i Kina. Den første påstand om brug af giftige nanopartikler kan dog meget direkte afvises, eftersom dette er en myte, og der uden undtagelse ikke vil blive anvendt 'giftige' nanopartikler. Misforståelsen kan, som tidligere forklaret, henvise til et 100 nanometer tyndt lag af ufarlig kvarts (strandsand), som er brændt fast på glasset for at reducere lysreflektion fra overfladen.
Den anden problemstilling handler om brug af tvangsarbejde i de miner og fabrikker, der udvinder og nedsmelter kvarts til silicium i den kinesiske provins Xinjiang. European Energy tager stærkt afstand fra enhver form for tvangsarbejde, og vi har siden foråret 2021 arbejdet på at sikre, at vi kan dokumentere, at der ikke er brugt tvangsarbejde i hele den lange leverandørkæde, som solpaneler har. I dag har vi allerede taget en række håndfaste initiativer for at sikre, at de paneler, som vi monterer – herunder i Kildevad – ikke indeholder silicium fremstillet i Xinjiang.
Hvad der skal ske på Bornholm i forhold til den grønne omstilling i respekt for både den lokale natur og de mennesker, der bor her, skal naturligvis besluttes af bornholmerne og de folkevalgte.
European Energy står gerne på mål for de løsninger, der indgår i de eksisterende solcelleparker samt den planlagte solpark ved Kildevad, som vi mener helt grundlæggende afspejler en rigtig god klima- og miljømæssigt afbalanceret løsning. Vi ser frem til at fortsætte de videre drøftelser med lokalsamfundet i den følgende kommunale proces omkring projektet.