Jeg kan ikke lade være med at se symboler i naturen, og hvert år omkring løvspring tænker jeg på, at vi her på Bornholm kunne have vores egen, hvide udgave af japanernes traditionsrige sakura. Sakurafesten, der har mere end tusind år gamle rødder, hylder skønheden, livet, freden, roen og kærligheden. Blomstringen ses som symbol på hvor kort, livet er, men også hvor smukt, frugtbart og evigt, det er. Der kommer jo frugter og gamle træer ud af det hele, træerne blomstrer igen år efter år, og nye træer vil spire frem som arvtagere.
I min barndom på Nordbornholm var de vilde kirsebær, fuglekirsebærrene, en af de store, gratis glæder, og de fleste år sidst i juli kunne man heldigvis bare spise løs, lige indtil maven gjorde oprør. Frugterne af fuglekirsebær er mindre end havernes store, forædlede sorter, men de har ualmindelig mange varianter i farver og smage og størrelser. De kan være kulsorte, dybt vinrøde, røde, rødgule eller rent gule, og smagen varierer fra surt til sødt med forskellige nuancer af bitterstoffer. Enkelte træer har små, sorte frugter, der er beske og næsten uspiselige, men de fleste har velsmagende kirsebær, som man i gode år kan høste i spandevis. Der er nok til alle, og med lidt øvelse lærer man hurtigt favorittræerne med de bedste frugter at kende.
Hen i oktober tager kirsebærtræernes blade afsked med flammefarver i alt fra gult til ildrødt inden løvfaldet, hvorefter træerne er nøgne i næsten et halvt år med deres karakteristisk, violetgrå, tværstribede stammer og grene med venlige, runde knopper på spring, når der kommer lys og varme. Og det hele eksploderer så i hvidt i maj.
I gamle dage stod kirsebærtræerne på Bornholm i fuldt flor omkring 15. maj, men klimaforandringerne har ændret alt, og nu blomstrer de som regel godt en uge tidligere end for 40 år siden. Så hvis vi skal fejre kirsebærtræernes blomstring på Bornholm og holde ”hvid sakura” bør det være i den weekend, der kommer tættest på 7. maj. I 1923 bliver det weekenden 5. til 7. maj, som tilfældigvis også er bededagsferie.