Replik: Okker i Risebæk og fremtidens landanlæg

Jens-Otto Sonne, Risegård, har i et synspunkt i Tidende den 4. maj 2022 i forbindelse med etableringen af landanlægget til Energiøen beskæftiget sig med okkerforureningen i Risebæk.

Ser man lidt historisk på sagen, har det område, hvor man påtænker landanlægget, siden seneste istid været en såkaldt senglacial smeltevandssø, der sidst i 1800-tallet havde udviklet sig til et udstrakt engområde.

Sognekort 1879 med engarealer.


Geologisk kort med alunskifer (det blå område).

Smeltevandssøen tilfaldt under udmatrikuleringen de nærmestliggende gårde. Også Sonnes Risegård fik en del af søen.

Nu forholder det sig således, at den del af søen, der tilfaldt Risegård, hovedsagelig ligger oven på alunskifer, der indeholder en anseelig mængde pyrit, der er en kemisk forbindelse indeholdende jern og svovl.

Efterhånden som man ved tørlægningen af søen fik gravet drængrøfter og forbandt disse til Risebæk, kunne denne pyrit komme ud i vandløbet og ved luftens tilstedeværelse lade sig ilte til rust.

Senest skete det ved uddybningen af Risebækgrøften landværts Søndre Landevej i 1980’erne, og det var det, der fik Risebæk havværts Søndre Landevej til at udvikle sig til et okkergult vandløb.

Jeg er overbevist om, at Energinet i sine planer for landanlægget vil håndtere afstrømningen af drænvand fra området på en mere hensigtsmæssig måde, end hvad der hidtil er gjort, således at arealet med landanlægget reelt kan udvikle sig til et naturgenopretningsprojekt af dimensioner med skyldig hensyntagen til dets geologiske historie.