Op i revyen

SYNSPUNKT | ABONNENT | 18. MAJ 2022 • 12:30
Af:
Danny Christensen
Kredsformand for Danske Seniorer
Nørregade 42
Allinge
SYNSPUNKT | ABONNENT
18. MAJ 2022 • 12:30

Det kan gøres bedre – men alt i alt en succes, skriver Danny Christensen om weekendens revy på nordlandet.


A/S Revy 2022 har været et par år undervejs.

Teksterne i årets lokalrevy virkede godt gennemarbejdede og nåede pænt rundt om de sidste par års stridigheder, både hvad angår coronaen og det politiske liv.

Især den store udskiftning i det politiske persongalleri og i den betændte administration. Eksempelvis kommunaldirektørerne, Loft og Nilsson, fik virkelig megen opmærksomhed. Winni blev skam heller ikke glemt, og Lykkehjulet snurrede livligt i Brian Horst Sørensens fine parodi i det godt gennemprøvede, gamle Helge Kjærulff Schmidt-nummer med rumsterstangen, der endnu en gang tog kegler.

Spindesiden var helt suveræn. Et helt kapitel for sig selv. De gennemmusikalske kvinder overgik nærmest hinanden ved at vise deres sprudlende talent. Masser af skønsang og gode melodier.

På herresiden kneb det især med skuespilleriet. Her trænges der til både fornyelse og foryngelse. Som det også gjorde det for nogle år siden, hvor det var Store Larsens tur til at gå på tiltrængt pension. Nu må det vist så være den altid så herlige Kim Klausen, der står for tur. Efter flere års, lang og tro tjeneste.

Indledningsscenen var både for lang og for kedelig.

Det var som om de medvirkende ikke var klar over, at den også alt for lange storskærmsforevisning var slut?

Der trænges i den grad til opstramning. Især på personinstruktionen. Keld Kofoed Sørensens figur er alt for monoton, og både mimik og betoning virkede helt malplaceret. Mon ikke der skulle være mønt nok i ASG's bugnende pengekasse til næste gang at hyre en professionel instruktør? Det ville styrke helheden.

“One-liners” fedtes ind i en masse monoton banden og svovlen, som så mange gange før. Det kan gøres bedre. Selve scenografien var et udstyrsstykke i sig selv. Glimrende udnyttet med diverse ind- og udgange.

Scenen med de alkoholrelaterede gøremål i den røgfyldte kælder er ligesom set før, ikke? Mere “takt og tone” er ønskelig. Orkestret er en gevinst og fornyelse i sig selv. Det er en klokkeklar forbedring, at man har hyret disse velspillende, lokale virtuoser.

Til aftenens forpremiere, var det “grå guld”, atter dominerende. Men indimellem sås dog også en del unge mennesker, der virkelig så ud til at more sig. Der blev grinet og klappet på de rigtige steder. Alt i alt må denne længe ventede forårsrevy siges at være blevet en succes. Tak til alle de medvirkende.

Medlemmer af øens lokale Pensionistforeninger havde denne gang selv måttet købe deres billetter.

I modsætning til Nytårskoncerten i januar, hvor vi i Danske Seniorer havde købt 225 billetter til gratis uddeling fortrinsvis til enlige pensionister. Vores direktør Katrine Lester sagde nej til mit ønske om at købe et par hundrede billetter til A/S Revyen, for vi havde jo senere på sæsonen allerede købt 150 billetter til forpremieren på den professionelle Bornholmerrevy, Pip pip Hurra, i Kyllingemoderen.

Spisning før revyen bliver på Christianshøjkroen, dog for egen regning.

Flere overraskelser er på vej til seniorerne, idet kulturstøtte-coronamidlerne nu af ministeriet er bevilget forlænget til årsskiftet 2023.

Næste store Danske Seniorer-arrangement efter Bornholmerrevyen bliver Grethe Ingmann-Cabareten med Trine Pallesen søndag den 9. oktober klokken 15.00. Også her i Nordlands Huset. På gensyn og tak for en dejlig aften.