Leif Olsen: Er byggesagsbehandlingen et rent helvede?

Jeg mener, at man som kommune skal sige til professionelle bygherrer, at indtil din ansøgning lever op til kravene, så bliver den ikke behandlet – ingen blødsødenhed.

Lang ventetid, hårde betingelser, ufleksible medarbejdere, dårlig indstilling, manglende erhvervsvenlighed – siger den ene part.

Mangelfulde ansøgninger, urealistiske forventninger, stor arbejdsbyrde, politisk pres – siger den anden part.

Manglende borgerinddragelse og høring, ulovlige tilladelser, lukkethed, politisk pres – siger den tredje part.

Statslig styring, unødigt bureaukrati, manglende mulighed for politisk styring, manglende ressourcer – siger den fjerde part.

Den fire parter er henholdsvis bygherrer, kommunale sagsbehandlere, borgere/borgerforeninger og kommunalpolitikere. Emnet er naturligvis byggesagsbehandling – det store kommunale spøgelse og måske det rene helvede for alle?

Det ovenstående er ikke direkte citater, men det er holdninger, oplevelser og overbevisninger, som man ofte møder.

Byggesagsbehandling er et evigt emne, som har givet politikere, kommunale sagsbehandlere, borgere og bygherrer grå hår i hovedet i mange år – og selvom man nogle gange godt kunne få det indtryk, så er det altså ikke bare på Bornholm – det er et generelt billede i Danmark.

Uanset om vi har højkonjunktur med gang i byggeriet eller lavkonjunktur med mere stilstand, så er utilfredsheden stort set konstant. Meget er blevet foreslået, prøvet og opgivet igennem årene, men tilsyneladende er der ingenting, der hjælper. Hvorfor?

Det 'sjove' er jo, at alle fire parter har ret – til en vis grad – og alle fire parter tager fejl – til en vis grad, men alle fire er enige om, at det er 'de andres' skyld og ansvar.

Nu skal jeg jo ikke lade som om, at jeg har løsningen – i så fald havde jeg nok anvendt den, mens jeg var aktiv politiker – men jeg har måske nogle bud på årsagerne. Det er muligt, at nogle – eller alle – bliver provokerede af det følgende, men det må jo så være.

Hvis vi nu tager bygherrerne først.

Jeg forstår godt, at private kan finde det svært at lave en korrekt ansøgning – det er en jungle! At alting nu skal være digitalt gør det også vanskeligt at få vejledning af et rigtigt menneske. Her mener jeg faktisk, at man skal være ganske overbærende og hjælpsom.

Noget andet er de professionelle bygherrer – jeg har set 'professionelle' ansøgninger, hvor man simpelthen må tage sig til hovedet. Jeg mener, at man som kommune skal sige til professionelle bygherrer, at indtil din ansøgning lever op til kravene, så bliver den ikke behandlet – ingen blødsødenhed.

Hvis professionelle bygherrer bygger uden tilladelse – som en jo udtalte i nærværende medie, at man gjorde – så skal de have et standsningspåbud – slut! Det må ikke kunne betale sig at bryde loven eller prøve på at snyde sig foran i køen – den går ikke!

Dernæst skal man lære bygherrer, at lave byggerier, der lever op til den eksisterende planlægning, skal prioriteres højere end de byggerier, der kræver ny og tidsforbrugende lokalplaner.

Så tager vi borgere og borgerforeninger. Offentlige høringer, indsigelsesret m.v. er vigtige elementer i et demokrati – men… man har ikke ret til at blive hørt om alting, og man har ikke krav på at kunne gøre indsigelse imod alt!

Det er faktisk defineret ret præcist i lovgivningen, hvem der skal høres hvornår, og hvad man kan gøre indsigelse imod. Det kan godt være, at man ikke kan lide et byggeri eller mener, at det ikke passer ind i helheden (sådan har jeg det ofte selv), men hvis byggeriet lever op til lovgivningen og planlægningen, så har ejeren ret til at bygge – det står faktisk i Grundlovens paragraf om ejendomsrettens ukrænkelighed. Måske tager den ny bygning min udsigt, måske synes jeg, at den er grim, måske synes jeg, at den ødelægger lokalmiljøet – fint nok, men det betyder intet, hvis den lever op til kravene, så må jeg stikke piben ind og sige til politikerne, at de må lave reglerne om.

Vores by-/borgerforeninger og aktive borgere har betydet utroligt meget positivt for vores byudvikling, men derfor gælder ejerens ret jo stadigvæk. Jeg kan huske en forening, som efter kommunesammenlægningen blev meget vred over, at vi i kommunen ikke sendte alle byggeansøgninger til gennemsyn hos dem, men det gjorde vi selvfølgelig ikke (det var åbenbart sket tidligere), fordi det havde de ingen ret til.

Vores hørings- og indsigelsesret skal overholdes, men den skal ikke misbruges.

Og så politikerne – ak ja. Kort og godt – hold op med at beklage jer over statsligt bureaukrati – det ændrer ikke noget. Sæt jer derimod ned og brug jeres magt til at lave nogle retningslinjer for arbejdet. Giv medarbejderne mulighed for at prioritere korrekte ansøgninger og ansøgninger inden for gældende planlægning. Sig klart om det er erhvervsbyggeri, boligbyggeri, sommerhusbyggeri med videre, der skal prioriteres.

Det kommer dog næppe til at ske, for... hvis politikerne prioriterer, så siger de 'ja' til noget, men også 'nej' til noget andet – og så bliver de beskyldt for 'manglende erhvervsvenlighed' og får en grim placering på Dansk Industris og Dansk Byggeris ranglister. Udtrykket 'manglende erhvervsvenlighed' får alle politikere fra DF til Enhedslisten til at ryste i bukserne – så hellere lukke øjnene sige 'ja' til alt.

Dernæst – lad være med at sætte gang i alle mulige projekter, som I til sidst alligevel hverken har vilje eller penge til at gennemføre. Hvor mange arbejdstimer er der ikke brugt på 'Projekt Nordliv', strategiplan for Rønne, nyt plejehjem i Hasle og så videre. De arbejdstimer kunne have været brugt bedre.

Kommunalbestyrelsen har lov til at lave den slags prioriteringer, men det sker bare aldrig.

Endelig – stå ved jeres beslutninger og tag ansvar – lad ikke kommunens medarbejdere hænge på ansvaret.

Endelig byggesagsbehandlerne. Er de fejlfri? Næ. Er de alle sammen lige dygtige? Næ. Er de alle sammen lige venlige? Næ – og sådan er det på alle arbejdspladser. Men jeg har endnu aldrig troværdigt hørt, at de ikke arbejder professionelt og gør deres bedste under vanskelige vilkår. Jeg skal også gerne indrømme, at jeg ikke ville være byggesagsbehandler, om jeg så fik det dobbelte i løn af, hvad jeg får som gymnasielektor. Derfor er jeg taknemlig for, at der er nogle, der både vil og kan.

Byggesagsbehandlerne er som en lus i klemme mellem hele tre negle: Politikere, bygherrer og borgere – og de kan aldrig gøre alle tilfredse, for de tre andre aktører vil ofte noget forskelligt, så der er altid nogle, der er sure.

Mit eneste råd er, at man forsøger at modstå det politiske pres, at man forsøger at melde realistiske forventninger ud samt, at man forsøger at få politikerne til at prioritere.

En yderligere mulighed er, at man – som forleden i Gudhjem – tager ud til borgermøder og informerer de interesserede om muligheder, begrænsninger og processer – jeg synes, at det initiativ er meget positivt.

Så er byggesagsbehandlingen et rent helvede? Ja, det er det egentlig. Bliver det nogensinde til paradis? Det tror jeg ikke. Kan det blive bedre? Ja, det kan det nok, men det kræver, at politikerne tør prioritere og stille krav til bygherrer og naboer og dermed blive stemplede som manglende 'erhvervsvenlighed', selvom det modsatte egentlig vil være tilfældet.

 

Leif Olsen

Er kommentator i Tidende.

58 år.

Lektor og ansat på Campus Bornholm, hvor han underviser i dansk og engelsk.

Tidligere medlem af amtsråd og kommunalbestyrelsen for SF.

Bosat i Tejn.