Leder: Vi ved, hvad vi har

Leder: Vi ved, hvad vi har
Søren Møller Christensen, Anne Sofie Von Pahlen, Ditte Marquard Jessen og Louise Lyng Bojesen har de seneste måneder arbejdet på at undersøge Dams Gård og andre projekter knyttet til byudviklingen omkring Store Torv. En større trafik- og parkeringsanalyse er en del af det materiale, som i næste uge afleveres til regionskommunen. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 11. MAJ 2021 • 18:58
Jakob Marschner
Journalist
| ABONNENT
11. MAJ 2021 • 18:58

LEDER

Vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi kan få. Sådan tænker de fleste mennesker, og en del af vejen forklarer det nok også, hvorfor modstanden mod at flytte Rønne Bibliotek til et stort kulturhus i Dams Gård har vokset sig så stærk, som den har på kort tid.

Stopper man modsat op en gang og giver sig selv lov at undersøge, hvad der mon kunne komme i stedet, gav tidende.dk søndag for første gang et billede med flere detaljer. Her åbnede kommunens konsulenter for første gang op omkring de nærmere konklusioner i den analyse, som endnu ikke er fuldt færdig, og som man derfor ikke har kunnet lægge frem i sin helhed endnu.

Set i bakspejlet havde det smarteste været, om man havde ventet med debatten til alle kunne læse analysen fra kommunens konsulenter. Nu blev en gråsort kat i stedet sluppet ud af en sæk på et borgermøde, hvor kun de færreste deltog, og siden har debatten så raset, for så vidt som man kan tale om debat. Der har jo nærmest kun været ét synspunkt fremme.

Men læser man så søndagens artikel med åbent sind, træder der faktisk noget spændende frem. Konsulenterne fra Urland ved tydeligvis godt, hvad de laver. De har undersøgt dagens forhold i Rønne, de har prøvet at se frem i tiden, og de har også draget erfaringer ind, som man har gjort i andre byer herhjemme.

Hele det centrale Rønne vil ændre sig meget i de kommende år. Det udfordrer mange, men hvad nu hvis det kunne ende med en endnu bedre by?


På det grundlag virker det faktisk troværdigt, at der er parkeringspladser nok, også efter at biblioteket måtte være flyttet med til Dams Gård. Når vi i dag oplever noget andet, skyldes det ifølge kommunens konsulenter groft sagt, at de fleste af os søger de samme steder hen at parkere. Den situation vil konsulenterne ændre med tidsbegrænset parkering midt i byen – og tidsubegrænset parkering lidt længere væk. Spændende er også muligheden for at lede bilister til ledige parkeringspladser med digital skiltning allerede ved indfaldsvejene til Rønne. At få gåafstanden til at føles kortere ved at skabe smukkere, mere grønne og fredelige gader mellem langtidsparkeringen og det centrale Rønne er også en interessant tanke.

Men vi ved, hvad vi har, og ja, vi har et godt bibliotek, som mange forståeligt nok har svært ved at ønske sig væk fra. Ikke mindst på den baggrund er det vældig prisværdigt, at borgmester Thomas Thors går imod hovedstrømmen ved at være åben for det store kulturhus med bibliotek. Særligt i et valgår havde ikke alle borgmestre gået den vej.

I et indlæg på tidende.dk i dag prøver Thomas Thors at få debatten til at handle om andet og mere end biler og bibliotek. Hvad, vi også bør tale om, er, hvad et kommende Kulturens Hus i Rønne overhovedet skal være, skriver han: Et ret lukket hus for foreningerne – eller Bornholms store samlende kulturhus, der vil få flere på biblioteket, flere børn på Kulturskolen, flere til koncerter? Ønsker man det sidste, skal biblioteket tænkes med.

Nogle ting bliver anderledes, ja faktisk må man se for sig, at hele det centrale Rønne vil ændre sig meget i de kommende år. Det udfordrer mange, men hvad nu hvis det kunne ende med en endnu bedre by? Rigtig meget tyder faktisk på det. En åbenhed over for det vil være en frisk og tiltrængt stemme i debatten.