Derfor fortalte vi i går medarbejderne på Tidende, at vi denne måned skal finde besparelser på driften af bladhuset næste år for 4,5 millioner kroner. Det skal ske for at bringe balancen mellem indtægter og udgifter tilbage på et sundt niveau og samtidig investere i at skaffe flere abonnenter og lave en digital udvikling.
Vi vil fokusere 100 procent på kerneforretningen Bornholms Tidende som abonnementsavis. Derfor har vi også været nødt til at lægge mere af vores populære indhold bag betalingsmur i den seneste tid. Det kommer vi til at gøre endnu mere i den kommende tid.
Vi ved, at vi med færre hænder kan levere mindre af det, som I er vant til at få fra os. Men vi har en vision om, at vi gennem læserinterview og analyser af læservaner kan udvikle konceptet for Tidende, så I fremover alligevel vil opleve mere værdi i jeres abonnement, selvom vi bliver færre hænder. Det er ikke nogen nem opgave. Men vi er overbevist om, at det kan lade sig gøre.
Målet er at levere et fællesskabende Tidende med ultra lokale nyheder, debat og servicestof. Vi vil blandt andet fokusere mere på lokale nyheder udenfor Rønne, navnestof og debat. Det endelige koncept ligger først klar, når redaktionen har været på feltstudier og interviewet jer om, hvad der hjælper jer i Tidende, og hvordan vi kan skabe værdi for jer.