Leder: Til kamp for fællesskabet

Det er lørdag aften. Der er spillet knap 96 minutter af Danmarks EM-kamp i fodbold mod Tjekkiet. Rundt om i de danske hjem, på barer og cafeer sidder folk klistret til en skærm. De holder øje med spillerne, de holder øje med bolden og med uret. Og så sker det: Dommeren fløjter af, og jubelbrølene ruller hen over det ganske land. Danmark er i semifinalen.

Som aftenen skrider frem, vil jubelbrølene ikke lægge sig, men fortsætter med at bølge gennem gader og stræder. Røde og hvide mennesker står skulder ved skulder i gaderne og synger ”Vi er røde, vi er hvide”. I København og Aarhus bliver bybusser helt opslugt af euforiske folkemasser og må opgive deres ruter. Næsten identiske billeder udspillede sig én uge tidligere, da landsholdet slog Wales. Men hvorfor fejrer vi en garanteret fjerdeplads, eller at Danmark kan kalde sig blandt de bedste otte i Europa?

Billederne – skønne som de er – virker ude af proportioner med, at vi ikke engang har sikret os en plads på podiet? Slet ikke i en konkurrencedrevet verden, hvor alt handler om at vinde. ”At komme på andenpladsen betyder blot, at du er den første til at tabe,” lyder et citat fra den amerikanske forfatter og iværksætter Jeff Hawkins. Sagt på en anden måde: Enten vinder du eller også taber du. Der er ikke nogen mellemting, og Danmark har altså ikke vundet EM endnu.

Men det er netop på grund af, at konkurrencesamfundet i al sin unuanceret jernburs rationalitet ikke kan rumme livets gråzoner, at vi skal fejre de danske drenges sejre – kamp for kamp.

Det handler om at leve i nuet og for en stund vriste os fri af tanker om, hvorvidt vi er gode nok for arbejdsmarkedet, gode nok for vores partnere eller gode nok for os selv? For spørgsmålet er ikke, om vi hver især er gode nok. Spørgsmålet er, om vi har det godt? Og ikke kun som enkeltindivider, men som et land og som et fællesskab.

Man kan mene om markedsøkonomien, hvad man vil, og hvordan man vil veje dens goder op med dens fejl, men i sin grundform handler kapitalismen om, at enhver er sin egen lykkes smed. En doktrin, der bliver fulgt fuldt ud i mange lande, navnlig USA. Men sådan gør vi det ikke i Danmark.

Gennem generationer har vi opbygget et bolværk mod markedsøkonomiens værste dønninger. Velfærdsstaten, som sikrer fri adgang til skole, uddannelse og sundhedsvæsnet, ligesom den spænder et sikkerhedsnet under dem, som har brug for det. Men om det sikrer fællesskabet er en anden sag. For skønt vores lille land aldrig har været rigere, har der heller aldrig været så mange ensomme både blandt ældre og yngre, ligesom bekymringerne for én selv, sine børn, samfundet og sågar verden hober sig op.

Og så midt i coronatiden kommer den fortælling, vi alle sammen havde brug for. Fortællingen om et hold, der ud af det blå bliver ramt af krisen. Fortællingen om liv og død. Fortællingen om lederskab og sammenhold. Fortællingen om genrejsning. Fortællingen om fælleskab.

På grønsværen ser vi de helte og værdier om mod og sammenhold, vi alle er vokset op med; personificeret i Kasper Hjulmands mandskab. Vi mindes om, at livet består af mere end regneark, kvoter, akkorder og måltal. Livet handler om at have det godt og turde drømme. Både hver for sig og i fællesskab.

Og lige nu har vi det sgu meget godt, og det skal fejres med al den barnlige glæde, vi kan mønstre!