Leder: Sluk for strømmen og tænd nærværet

Leder: Sluk for strømmen og tænd nærværet
LEDER | ABONNENT | 29. SEP 2022 • 05:30
LEDER | ABONNENT
29. SEP 2022 • 05:30

Med Beofs seneste elprisregulering løber det koldt ned af ryggen over hele Bornholm.

Energikrisen er alvorlig. Ingen kan undgå at mærke de cirka 160 procent, som en almindelig hustand er steget i elpris fra 2021 til de sidste tre måneder af 2022. Vi bruger el til mange ting. Industrien bruger store mængder til vores produktion, butikkerne på køl, lys og varme, og alle de almindelige borgere bruger el til køl, lys, varme, tøjvask, opvask og elektronik eller underholdning.

Ifølge Beof bruger en familie med to voksne og to børn 4.500 kilowatt om året. De kostede før energikrisen 2,50 kroner. I fjerde kvartal stiger den pris nu med cirka 160 procent til 6,50 kroner. Gælder den pris et helt år frem, ville prisstigning svare til 1.500 kroner ekstra på el hver eneste måned. Det er alvorlige tal for langt de fleste husholdninger, og for dem med elvarme fatale.

Men der er flere ting, vi kan glæde os over i denne tid. Det er usandsynligt, at elprisen fortsætter med at være så dyr, fordi den reelle kostpris på en vindmølle eller dieselgeneratorproduktion ligger langt under. Vi er ofre for et el-marked, der er designet til fredstid og stabil forsyning, og der er ekstra efterspørgsel på energi i den kolde del af året. Derfor er prisen absurd høj. Den vil falde igen, så der er lys for enden af tunnelen.

Samtidig kommer regeringens vinterhjælpspakke os til undsætning 1. januar og fjerner cirka 300 kroner fra elregningen hver måned.

1. januar har Beof også lovet at skyde overskuddet på deres el-forretning ind i prissætning af el, så prisen bliver lavere. Det er dejligt, at vores elselskab er der for os, når nøden er stor.

Men på den anden side har vi vores skyhøje nettarif hos Trefor. Den hæves hver fra 1. oktober med en lille krone fra klokken 17 til 20 for at flytte vores forbrug væk fra energiens myldretid.

Prisen ligger langt højere end i Trefors øvrige områder og har ikke udsigt til at falde. Tværtimod er der varslet en ny og højere tarif i efteråret 2023, der kan løfte elregningen til nye højder, hvis elpriserne bliver oppe.

Vores eneste løsning som forbrugere er at spare på strømmen og insisterer på, at der er lys for enden at tunnelen. Ifølge Beof bruger vi 27 procent af vores strøm på underholdning. Her er streaming en kostbar fornøjelse for både forbrugere og udbydere. Lad os denne vinter prøve med lidt mere nærvær sammen om brætspil, papiraviser og stearinlys i stedet for det evige digitale scroll.

Nærvær giver langt mere end strømbesparelse. Når vi er sammen, skaber vi Bornholm – sammen om Bornholm.