Målingen er bevis på den tillidskrise, der nu definitivt må siges at herske mellem de bornholmske vælgere og spidskandidaterne for begge de største partier.
Det kræver en endnu større spinmaskine end Socialdemokratiets ellers ganske velsmurte af slagsen, hvis man vil prøve at binde folk på ærmet, at målingen viser stigende formkurve for Thomas Thors. Han går ganske vist frem fra den tilsvarende måling i november, hvor det var kendt, at han snart ville genindtage posten, men ikke havde gjort det endnu. Men den aktuelle fremgang sker fra nærmest pinlige fem procent i november, og alligevel kan Søren Schow og Venstre ikke med føje hovere, for Schow blev dengang nævnt af otte procent, der altså nu er reduceret til seks.
Med nu mindre end et halvt år til valget er målingen bevis på den tillidskrise, der nu definitivt må siges at herske mellem de bornholmske vælgere og spidskandidaterne for begge de største partier. Målingen mere end antyder også, at begge partier tog fejl i valget af de to til startnummer 1. Begge havde andre navne ved hånden, men af forskellige grunde kom der ikke nogen pølser på de skind, og nu står så altså både S og V med i øjeblikket underkendte kuske i de ellers bedste startspor. Tror man, at det stadig kan nå at blive værre, vil deres respektive sulkyer nok snart miste et hjul.
Præcis hver tredje vælger finder, at Thomas Thors har klaret sig "godt" eller "meget godt" hidtil i sit borgmester-comeback. En anelse flere svarer "hverken eller". Det er heller ikke just imponerende og fortæller den samme historie om igen: Thomas Thors som borgmester er ingen folkesag – og Søren Schow er heller ikke, faktisk endnu mindre.
For begge partier bør målingen være et vækkeur, der kimer så massivt, at det ikke kan overhøres. Løbet er kørt i forhold til at opstille andre fra spids. Men begge kan og bør nu meget snart forklare de bornholmske vælgere, hvorfor de vil være den bedste borgmester, og hvad de egentlig vil med Bornholm. Sker det stadig ikke, må man minde om, at også travløb ind imellem bliver vundet af en outsider med et ringe startspor, og at det også vil kunne ske i november.