Mandag var en glædens dag på Tidende. Her rundede vi 6.000 betalende medlemmer af sammenholdet om Bornholm. 6.000 af os har nu valgt at følge med i den lokale nyhedsstrøm og være en del af det sammenhold, der ønsker at udvikle og styrke Bornholm gennem viden og debat. Tak.
Vi har siden 2008 i gennemsnit tabt 43 betalende abonnenter hver eneste måned. Men i oktober og november er vi gået over 80 betalende medlemmer frem. Det betyder, at vi minimum har fået 80 nye betalende abonnenter, og at de 86, der normalt ville have forladt os, har valgt at blive eller er blevet erstattet af andre. En hyppig årsag til at forlade fællesskabet i Tidende er dødsfald, og det kan selv ikke den bedste journalistik gøre meget ved.
Vi er blevet 99 flere på vores populære kombi-abonnement, hvor man har fuld digital adgang hele ugen og får den særlige Tidende Weekend bragt til døren hver lørdag spækket med kvalitetsjournalistik, oplevelser, tv-stof, krydsord og sudoku. Vi er overbeviste om, at en lang række af de bornholmere, der har en travl hverdag med børn og job, vil finde stor fornøjelse ved at kunne følge med digitalt hele ugen og fordybe sig i Bornholms bedste historier i weekenden på godt gammeldags og luksuriøst avispapir. Det både knitrer, varsler kvalitetstid og giver øjet ro fra de digitale beskeder, der ellers præger vores liv.