Leder: Nye tider på Tidende?

Leder: Nye tider på Tidende?
LEDER | BORNHOLM | ABONNENT | 13. OKT 2021 • 07:30
LEDER | BORNHOLM | ABONNENT
13. OKT 2021 • 07:30

Det bobler af aktivitet i bladhuset i Nørregade. Vær med til at styre det fremtidige Tidende.


Kære læsere, vi har i den seneste tid været igennem store forandringer her i bladhuset i Nørregade. For små to uger siden gennemførte vi en sparerunde på 4,5 millioner kroner, der sikrer os foreløbig ro i økonomien og plads til at investere i digital udvikling og abonnementssalg i den kommende tid.

Hele redaktionen er flyttet rundt i nyt newsroom og kontorer, og der er lavet helt nye arbejdsgange for rigtig mange af os.

Grundlæggende fokuserer vi nu på at ville lave mere relevant indhold til alle, der vil være med i sammenholdet om Bornholm. Tidendes forretningsmodel er at være abonnementsbaseret, da vi aldrig kan tjene nok på bannerannoncer og lignende til at finansiere en seriøs journalistisk dækning af Bornholm. Det kan vi med abonnementer eller medlemsskaber – hvis vi bliver en smule flere medlemmer af Tidende.

 

Grundlæggende fokuserer vi nu på ville lave mere relevant indhold til alle, der vil være med i sammenholdet om Bornholm.

 

Vi kalder jer fremover medlemmer, fordi vi ønsker at ophæve den gamle abonnentsavis-relation. Vi er medlemmernes, jeres medie, og vi dækker det, som vi ved, store dele af jer efterspørger.

I dag er vi 5.916 betalende medlemmer i sammenholdet om Bornholm og Tidende. Det tal skal over de næste år vokse til 9.000, for at vi kan lave al den gode journalistik, vi gerne vil. Derfor har vi også lanceret et helt nyt abonnement: Stærk digital uge med god weekend på print til 198 kroner pr. måned. Her får man fuld digital adgang hele ugen og vores brag af en papir-weekendavis bragt helt til postkassen hver lørdag.

I går lancerede vi vores nyhedsbrev Bornholm 08 til alle medlemmer. Det betyder, at alle medlemmer og interesserede nu kan modtage en e-post med alle dagens bornholmske tophistorier klokken 08 i den digitale postkasse. Er man medlem af Tidende, kan man læse alle historierne med et enkelt klik. Er man ikke medlem, er man stadig velkommen til at læse med. Man kan skrive sig op på kortlink.dk/2dfmz, men klikker man på en nyhed til medlemmer, rammer man i stedet et godt tilbud om at blive medlem.

Vi arbejder på at fokusere langt mere på det gode bornholmske nyhedsstof og mindre på formatering på print og net. Tidende skal være kendt for den bedste nyhedsdækning, masser af lokale nyheder, de fængende læsehistorier og den gode debat om Bornholm. Derfor åbner vi også snart for, at man igen kan debattere nyheder på Tidende.dk. Men for at holde den gode tone, åbner vi kun debatten for medlemmer og tillader os at uddele røde og gule kort til debattører, hvis det bliver nødvendigt. Lykkes det ikke at holde en sober tone, der fokuserer på bolden og ikke manden m/k, lukker vi for tjenesten igen.

Vi glæder os til at vise jer alle de gode ting, vi har på vej og høre mere fra jer om, hvad der skal skabe værdi for Bornholm.