Nogle gange kan det midlertidige forblive permanent. For 2.000 af Rønnes borgere er det en styrke, at den tidsbegrænsede praksisklinik på hospitalet nu bliver gjort midlertidig og dermed formentlig permanent – hvor selvmodsigende det end lyder.
Indtil nu har klinikken kørt med en tidsbegrænset dispensation. Regionen har ikke formået at tiltrække nok praktiserende læger til Bornholm, og derfor har hospitalet i en forsøgsordning med deres løbende udskiftning af læger budt velkommen indenfor i praksisklinikken.
Tilbage står nu
cirka 2.000 patienter
i Rønne, der går til
lægen på hospitalet
Det har de gjort siden 2016. I efteråret så det ud til, at Bornholm ville blive et privat lægehus rigere, da selskabet Alles Lægehus planlagde at åbne først på hospitalet og senere i det planlagte sundhedshus i Rønne. Det kunne have været en gevinst for alle, at hospitalet ikke skulle drive lægeklinik, og bornholmerne måske fik mindre udskiftning i deres praktiserende læger. Men da man i Region Hovedstaden besluttede at sende en tredjedel af patienterne til Allinge – uden at orientere dem med andet end et nyt sygesikringskort med deres nye læge 25 kilometer mod nord, gik det galt. En vigtig del af økonomien røg ud af Alle Lægehus, der efter mislykkede forhandlinger om den midlertidige husleje på hospitalet endte med at trække sig helt fra vores ø.