Leder: Krydstogtskibene er Østersøens guldåre

Leder: Krydstogtskibene er Østersøens guldåre
LEDER | ABONNENT | 6. MAJ 2022 • 05:30
LEDER | ABONNENT
6. MAJ 2022 • 05:30

Når de gigantiske krydstogtskibe lægger til kaj i Rønne Havn, åbner der sig nye muligheder. Vi skal formå at udnytte dem.

 

Rønne Havn har investeret i krydstogttrafik. Gigantiske skibe som det 333 meter lange MSC Preziosa kan nu lægge til kaj i Rønne og sende op til 4.345 turister ind på vores ø på en gang. Østersø-krydstogter har efter Ruslands krig i Ukraine skubbet besøgslysten mod vest og gjort Bornholm til en ekstra populær havn at besøge.

Når et krydstogtskib med 4.345 gæster lægger til kaj, bruger det lige så meget strøm som hustandene i Rønne by. Krydstogtskibets lysmaskiner laver strømmen med diesel, som Bornholm kun selv gør under ødrift. Der bliver derfor sendt en hel del CO2 af sted, ligesom de mange gæster let kan nøjes med en hurtig bustur til Hammerhus og tilbage til skibet. I givet fald er det kun vores fælles havn og busselskaberne, der har glæde af krydstogtturismen. Det bliver til tomme turistkalorier, der lukker masser af CO2 ud.

Men krydstogtturismen har potentiale til langt mere end det, hvis vi griber det rigtigt an.

Havnens kommunikationschef foreslår, at man også tænker i at gensælge Bornholm som destination til næste ferie. Det er et oplagt scenarie at tænke i, og der er langt mere, vi kan gøre.

Krydstogtturister er oftest velhavende, og mængden af dem i den kommende sæson er rekord stor. Bornholm har fantastiske varer at sælge til velhavende gæster. Oplevelser, kunsthåndværk, gastronomi og fødevarer fra Bornholm burde friste enhver krydstogtgæst med god smag. Men det skal være nemt for dem. Krydstogtrejsen er den dovne turists valg, så hvis vi skal skabe vækst og arbejdspladser ud af denne målgruppe, skal vi gøre det nemt for dem at købe ind af oplevelser og varer. Krydstogtsbranchen er oplagte for vores entreprenante turisterhverv, selvom den er let at fordømme med CO2, korte besøg og lav omsætning.

Den kan blive en guldåre i Østersøen, hvis vi griber den rigtigt an med for eksempel bornholmske gin tonics, michelin-frokoster, shoppingbusser til Rønne og unikakunst pakket og sendt direkte til hjemadressen. Bornholm har fantastiske varer, og krydstogtturisterne har gode penge.