Debat: Kloakplan ønskes

LÆSERBREV | BORNHOLM | ABONNENT | 6. DEC 2021 • 10:13
Af:
Eigil Hansen
Jernbanegade 29
Aakirkeby
LÆSERBREV | BORNHOLM | ABONNENT
6. DEC 2021 • 10:13

Så kom dagen, hvor Bornholms Vand og Bornholms Spildevand A/S 'åbnede' for valg af forbrugermedlemmer til bestyrelsen.

Jeg søger valg til denne bestyrelse, fordi jeg interesserer mig for, hvordan vi sikrer os rent drikkevand fremover, ligesom spildevand og rensning af samme er en spændende del.

Vedrørende drikkevand så er det for mig meget vigtigt, at man beskytter indvindingsområderne mod sprøjtning med mere. Efter min mening må man fjerne potentielle risici (sprøjtning, industri med mere) og eventuelt opkøbe områderne omkring indvindingspladser.

Når vi snakker spildevand, så er/kan det – set med mine øjne – være en bombe under det bornholmske boligmarked.

Der skal etableres separate kloakker mange steder på øen, og ingen ved hvor eller hvornår.

Bornhoms Regionskommunes kloakplan er ”udløbet”, og en ny skal laves, og Beof laver separate kloakker efter ”rettidig omhu” i samarbejde med kommunen. Rettidig omhu er åbenbart tilfældige stykker kloak man lægger ned (i forbindelse med anden opgravning) UDEN at vide, hvor vandet skal ledes hen. Skal det ledes i åbne grøfter? Skal det ledes ud i de større åer? Kan det eventuelt genanvendes? Mange spørgsmål der kræver svar. Beof udsender samtidig påbud om tilslutning til separate kloakker, som ikke er taget i brug, og ingen ved hvor det skal løbe hen. Tankevækkende!

Bornholm er jo (heldigvis) en ø med mange forskelligheder. Måske ikke så heldigt, hvis vi taler separat kloak. Jeg kan meget vel forestille mig, hvad det vil koste i de områder, hvor grundfjeldet ligger højt. Her ville det nok være ønskeligt at vide, hvad der sker og hvornår.

Jeg har nu i et par år forsøgt at finde ud af, hvad det er der sker. Uden held – synes jeg mærker en lukket dør både hos Bornholms Regionskommune og Beof. Man er åbenbart ikke interesseret i, at der rodes for meget op i sagen, selvom udmeldingen er, at man vil åbenhed og skabe interesse.

Derfor vil en stemme på mig garantere, at brugerne har et ”talerør”, der står til rådighed for alle forbrugere.

Skub til ægtefælden og naboen og få dem til at stemme. Tak .