Der bliver mere og mere gang i den på kajen i Rønne og formentlig også i Nexø. Statens milliardsatsning på Energiøen syd for Bornholm, Bornholms Havvind, Copenhagen Infrastructures to havvindmølleparker og alle de andre vindmølleparker rundt om Bornholm i Østersøen bugner af vækst og investering.
Der er udsolgt af kajplads i Rønne de næste mange år, og havet begynder nærmest også at være fyldt op med projekter for ny grøn energi i 400 meters højde. Selvom det ikke bliver kønt for øjet, er der skønhed på vej på bundlinjen både i det kommunalt ejede Rønne Havn A/S og hos de virksomheder, der formår at gøre sig nyttige i anlæggelsen og vedligeholdelsen af milliardinvesteringerne. Det samme gør sig gældende med de mulige følgeerhverv.
De summer, der skal brændes af i de kommende år, er ufattelige. Den mængde energi, der skal produceres ligeså. Men hvordan gør man sig nyttig? Hvordan kan man blive et led i den store kæde, der skal trække energien ud af Østersøens kraftige briser og sende elektroner ud på elnettet i Europa? Svaret har Task Engineering Aps og Business Center Bornholm: Bliv certificeret med de forskellige iso-standarder. Iso-standarder er beviser på, at man kan kvalitetsstyre sine leverancer, så de altid lever op til nødvendigt niveau. På Tidende kunne en isocertificering garantere læserne, at vi aldrig laver stavefejl eller altid giver en angreben part mulighed for at udtale sig, før vi bringer kritik. Iso-certificering er selve adgangsbilletten til at kunne byde på opgaveløsninger i projekter af denne størrelse.