Leder: Folket mister en dag på Folkemødet

Leder: Folket mister en dag på Folkemødet
LEDER | ABONNENT | 5. OKT 2022 • 05:30
Tommy Kaas
Digital chef
LEDER | ABONNENT
5. OKT 2022 • 05:30

Folkemødet skiller sig af med en sidstedag, som desværre aldrig sådan rigtigt vandt indpas på den politiske festival.


Mandag meldte foreningen bag Folkemødet ud, at den politiske festival fremover skal slutte med et brag lørdag aften. Aftenfesterne er legendariske for Djøf-folket og en del af selve årsagen til, at København bare knuselsker Allinge i folkemødedagene, og i fremtiden bliver det altså festen, der sætter punktum for nu tre dages politikfestival.

Søndagen er aldrig sådan rigtigt kommet i gang på Folkemødet. Den har – af åbenlyse årsager – været præget af tømmermænd og en lidt tung og træt stemning, for det er sådan, det primære, arrangerende klientel har haft det på Folkemødets sidstedag. Efter tre dages hård debat med efterfølgende skålen og skrålen har det været så som så med lysten til at stable noget stort på benene, og Folkemødet har med blandet held forsøgt at give kunstigt åndedræt til fjerdedagen.

Man har blandt andet prøvet at forpligte aktørerne til at skulle stille med noget om søndagen, og det har faktisk været prisværdigt, at den politiske festival har været tro mod konceptet og forsøgt at holde fast i en fire dage lang festival.

Tidende har også forsøgt sig med et initiativ, som skulle puste lidt liv i søndagen, da avisen op gennem 2010'erne kunne konstatere, at størstedelen af de tilrejsende aktører gik med rullekufferten med retning mod Rønne og lufthavnen, da solen stod op over Allinge. Det skete med en bornholmerdag, hvor "folket" havde god tid – og god plads – til lige at få det sidste med. Og hvis man skal anskue beslutningen om at droppe søndagen på Folkemødet fra netop "folkets" side, så er det altså en lille smule ærgerligt, at der forsvinder en dag.

Tidligere havde man, hvis man gik på arbejde i folkemødeugen og dermed kun havde weekenden til rådighed, to dage til at opleve stemningen. Nu er vi nede på én, og det er selvfølgelig en svækkelse af "folkets" folkemøde.

Allerede i 2017 var daværende borgmester Winni Grosbøll ude at sige, at hun godt kunne tænke sig, at Folkemødet sluttede med lørdagens fest, og efter flere års forgæves forsøg på at holde fast i søndagen, kan man sagtens forstå, at beslutningen nu er truffet.

Nu må vi forsøge at nyde torsdagen, fredagen og lørdagen endnu mere.