Leder: Folkeracerne er bornholmske folkehelte

Leder: Folkeracerne er bornholmske folkehelte
LEDER | ABONNENT | 28. MAJ 2022 • 05:30
LEDER | ABONNENT
28. MAJ 2022 • 05:30

Det er imponerende, at Bornholms Motor Sport som amatørforening har holdt ud og hjulpet både oktanglade bornholmere og det truede markfirben.

Davids kamp mod Goliat var ulige. Men David vandt alligevel over kæmpen ved at bruge list og finde Goliats svage punkt med en enkelt sten.

Kampen mellem Bornholms Motor Sport og Danmarks Naturfredningsforening er ikke helt den samme. Men når man som oktan-amatør med hang til motorsport i udkørte biler pludselig skal til at bokse med miljøvurderinger, håndtere Miljø- og Fødevareklagenævnet og hjælpe truede markfirben, så kan kampen syntes helt ulige. At føre kamp på professionelt bureaukrat- og biologsprog er super svært for en lille frivillig forening uden nævneværdige økonomiske ressourcer.

Når ildsjæle står sammen
og jagter de gode løsninger,
så kan vi rigtig meget mere,
end man lige skulle tro

Kampen startede tilbage i 2018, hvor foreningen fik et kommunalt o.k. til at bygge sin racerbane ved Klemensker. Samtidig klagede Danmarks Naturfredningsforening over projektet, fordi den nye bane ville gå ud over naturen. Specielt det truede markfirben spillede en nøglerolle i klagen.

To år efter besluttede Miljø- og Fødevareklagenævnet, at projektet skulle stoppes. Heldigvis gav folkeracerne ikke op, men fortsatte kampen og satte sig ind i naturforholdene og forsøgte at tilpasse deres bane, så den skabte bedre forhold end de eksisterende for markfirbenet og samtidig gav mere biodiversitet.

Bornholms Motor Sport har kæmpet bravt for den nye bane og sat sig ind i, hvordan de med deres nye tiltag kunne berige naturen frem for at ødelægge den. De har bygget volde med solpletter, gravet sø, lavet dræn og skabt ny vild natur til gavn for markfirbenet og Bornholm i en grad, så embedsværket nu har givet grønt lys til at starte racerbilerne – så længe de kører på benzin.

Folkeracerne har vundet. 28. april blev tilladelsen til at køre ræs på Bolbyvej ved Klemensker endelig givet, og nu skal den lyse racer-fremtid fejres med en åbning den 16. juli.

Fortællingen er et bornholmsk folkesagn værdigt. Når ildsjæle står sammen og jagter de gode løsninger, så kan vi rigtig meget mere, end man lige skulle tro – selv når Goliat, Miljø- og Fødevareklagenævnet eller svensken truer, kan Bornholm udrette mirakler.

Godt gået og god tur på banen.

 

Arkivfoto: Jacob Jepsen