Leder: Dennis og Astrid

LEDER

Har du set Dennis og Astrid? Det har du nok, hvis du har set lokale tv-nyheder i den seneste uges tid.

38-årige Dennis Christensen og 18-årige Astrid Tanderup er handicappede. Derfor bor de hjemme, og derfor har deres forældre krav på at blive aflastet ind imellem. Hidtil har både Dennis og Astrid været knyttet til hver sin plejefamilie.

Ifølge begge forældrepar har det fungeret forbilledligt i mange, mange år. Indtil for forholdsvis nylig, hvor kommunale sagsbehandlere informerede begge par om, at plejefamilien nu vil falde bort, og at al aflastning nu vil finde sted på døgninstitutionen Løvstikken. Cirka 10 andre bornholmere er i samme situation.

– Hun fortalte mig, at vi ikke får lov til at beholde vores plejefamilie mere, og at det var noget, der var bestemt fra kommunalbestyrelsens side, så der ikke var noget at gøre ved det, fortalte Gitte Christensen, mor til Dennis, i sidste uge til TV2/Bornholm.

Det afgørende er, om det nu også er rigtigt, at "der ikke er noget at gøre ved det". For det er der i høj grad, hvis man spørger LEV, organisationen for de cirka 50.000 danskere med et udviklingshandicap.

– Det er dybt problematisk. (...) Det er ikke det, som serviceloven foreskriver, sagde landsformanden Anni Sørensen i sidste uge til TV2/Bornholm.

Bedømmer man et samfund på,
hvordan det behandler sine svageste,
har det bornholmske samfund
i denne sag fejlet

Blandt andet derfor har kommunen nu stoppet alle sager om aflastning af familier til bornholmske multihandicappede. En redegørelse er også på vej.

Man kan kun have sympati for Dennis og Astrid og de 11 andre bornholmere, der også er i situationen. At blive rykket ud af en plejefamilie, hvor man har været som et medlem af familien i det meste af sit liv, er tunge, tunge sager for en multihandicappet. Men når det er sagt og blankt anerkendt, er der desuden grund til at se på, om LEV rent faktisk har ret, når man siger, at regionskommunen ligefrem overtræder loven.

Serviceloven fortæller, at kommunen kan bevilge aflastning i alt seks forskellige steder, herunder i en plejefamilie. Men taget bogstav for bogstav fortæller loven faktisk ikke, at en familie til en multihandicappet har krav på at vælge tilbuddet selv. Greve Kommunes såkaldte kvalitetsstandard på feltet (en pendant til den bornholmske, der lader al aflastning finde sted på Løvstikken) fortæller endda den modsatte historie. "Der er ikke frit valg af aflastningstilbud", hedder det i Greve.

Har regionskommunen da ikke gjort noget galt? Sandsynligvis, jo. For valget skal træffes, efter at man konkret og individuelt har taget stilling til den enkelte sag – og så klinger det jo altså noget hult, når kommunens handicap- og psykiatrichef fortæller, at det gør man skam stadig. For hvad nytte skal den vurdering gøre, når der i sidste ende kun er ét aflastningssted?

Brøden er sandsynligvis moralsk og ikke juridisk. Men det er i så fald stadig rigeligt nok til at handle og ændre. For bedømmer man et samfund på, hvordan det behandler sine svageste, har det bornholmske samfund i denne sag fejlet.