Desuden skal der tilføres flere uddannelsesmuligheder, for det er først, når vi for alvor får skabt en attraktiv base for de unge, at det bliver rigtig sjovt at tage sin uddannelse her.
Socialdemokratiet, Venstre, SF, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne stod i 2021 bag en stor udflytningsplan, som frem mod 2030 skal sende flere videregående uddannelser ud af byerne, og den intention er jo glimrende. På Bornholm bør vi holde fast i, at vi skal have noget, der supplerer de uddannelser, vi har lige nu.
Vi kunne for eksempel bruge gode universitetsuddannelser, som de unge synes, at det er værd at rejse til Bornholm for. Geologi og arkæologi er oplagte bud på områder, som ville være åbenlyst fornuftige at sende til Bornholm, og noget sådant vil være med til at trække hele vores samfund op i et andet gear. For når de unge kommer hertil i større tal, følger et behov for flere butikker, cafeer og restauranter, som kan sætte et kærkomment skub i bybilledet – hele året.