Set herfra er der stor forskel på, om man hælder gift i naturen eller ej. Danmark og EU, der i høj grad finansierer vores landbrug, regulerer heldigvis hvilken og hvor meget gift, der må bruges, når man skal have mest muligt udbytte af sin mark.
Der er flere og flere forbrugere, der efterspørger økologiske, sprøjtefrie produkter. De både føler og smager, at de kan få bedre produkter, når Øko-Thor og de andre har ladet giftsprøjten ligge og sendt kvæget frit på græs.
Selvom det er svært at drive økologisk landbrug på Bornholm, fordi vores ø gør det mere vanskeligt at få for eksempel økologisk gylle fra andre bønder, så er det værd at hylde Thor og gå i hans øko-fodspor. Der er lang vej. I dag er færre end hver 15. mark økologisk på Bornholm. Det er lidt mere end halvdelen af, hvad resten af Danmark gør. Heldigvis er både kommune og landbrug enige om, at der skal arbejdes for et mere klimavenligt landbrug, og kommunen har sat stærke økologiske mål for, at andelen af økologiske jorde på Bornholm skal tredobles inden 2025.
Derfor har Thor Kure også en god chance for at vinde prisen.
Det, håber vi, han gør.