Leder: Bornholms ægte møllehelte er en gave

Leder: Bornholms ægte møllehelte er en gave
LEDER | ABONNENT | 20. MAJ 2022 • 05:30
LEDER | ABONNENT
20. MAJ 2022 • 05:30

Bornholms gamle og velbevarede møller er en fryd for øjet og for vores kulturarv. Menneskene bag øens mange møller er ægte møllehelte.


Bornholm møllernes ø. I fremtiden skal vi være energiø for gigantiske el-skabende vindmøller. Med vores nuværende teknologi giver det fantastisk god mening at høste naturens vindenergi på den måde. Men vi har allerede været i gang i mange hundrede år med at høste vindenergi til vores samfund. Siden 1600-tallet har vi haft vind- og vandmøller på Bornholm. Cirka 250 af slagsen.

De gamle møller er en hel del kønnere og mere charmerende end de nye. Historiens patina og fortidens romantik hjælper dem. Der kommer nok til at gå en rum tid, før vores kommende op til 400 meter høje elskabende havvindmøller bliver et nostalgisk og charmerende tilbageblik til fortidens teknologi. Men det er tilfældet for vores næsten 20 overlevende gamle møller.

De gamle møller kæmper mod tidens stand og står kun, fordi engagerede mennesker har sat dem i stand og vedligeholdt dem til glæde for alle. Det er svært at lave en god forretning på gamle møller. Der er kun Valsemøllen, der kan det, og her ligger forretningen ikke i den gamle mølle men i de nye møller ved siden af. Når de gamle møller stadig står, kan vi udelukkende takke de ildsjæle eller møllehelte, som har sikret deres eksistens.

To af dem er Nellie Arenstorff og Nick Rylander, som Tidende netop har berettet om. De har købt Myreagre Mølle, fordi den ”stod og så så grim ud”. Det vil de heldigvis gøre noget ved. Man kunne frygte, at det er et selvmordsprojekt, fordi opgaven med at sætte en mølle i stand af to mand kan være uoverkommelig. Men da Nick Rylander er tømrermester, ser opgaven mere overkommelig ud. Nick og Nellie melder sig dermed ind i rækken af bornholmske møllehelte. Lige inden dem er erhvervsmanden Ole Almeborg kommet ind med sit imponerende projekt Saxebro Mølle. Den er også en gammel hollandsk kornmølle, der i den grad trængte til en kærlig hånd.

Ildsjæle som Ole, Nick og Nellie gør Bornholm smukkere. Det skylder vi dem en tak for.

Skulle man have fået blod på tanden eller vind under vingerne ved tanken om at være vindmøllehelt, kunne man indtil for nylig for 4,6 millioner blive ejer Limensgade Mølle, der var sat til salg som istandsat minihotel. Møllen er dog pt. ikke længere til salg men der er heller ikke tinglyst en ny ejer, så måske er der en ledig plads her til morgendagens møllehelt.

Se Visit Bornholms mølleliste her.