Lad os fjerne den skjulte bornholmske turistskat

SYNSPUNKT | ABONNENT | 13. AUG 2022 • 07:45
Af:
Pernille Kofod Lydoplph
adm. direktør Destination Bornholm
Kristian Nørgaard
politisk direktør Horesta
SYNSPUNKT | ABONNENT
13. AUG 2022 • 07:45

I kampen for at gøre turismen mindre sæsonafhængig og styrke turismeerhvervet hele året rundt, så er det en stor hæmsko, at Bornholm som den eneste danske destination har en ekstra turistskat i form af Øresundsbroen, mener de to tursmeaktører.

 

Bornholm er en stærk og unik turismedestination, der hvert år skaber unikke ferieminder for både danske og udenlandske turister. Det gavner hele øen og skaber arbejdspladser i mange brancher. Men i kampen for at gøre turismen mindre sæsonafhængig og styrke turismeerhvervet hele året rundt, så er det en stor hæmsko, at Bornholm som den eneste danske destination har en ekstra turistskat. Det er selvfølgelig Øresundsbroen, vi tænker på. Med stigende brændstofpriser og en høj inflation, så betyder prisen unægtelig mere end for blot kort tid siden. Samtidig mener vi, at det er vigtigt, at Bornholm appellerer bredt og til mange segmenter af turister.

Pris er helt afgørende, hvis vi skal kunne tiltrække flere turister i efteråret eller om vinteren, for selvom færgepriserne er billigere der, så betyder 940 kroner for en t/r overfart i bil uden bropas meget, når det lægges oven i. En særskat, som andre danske destinationer ikke har. Det ligger derfor en ærgerlig og urimelig begrænsning på udviklingsmulighederne for den bornholmske turisme, og forringer øens konkurrencemuligheder. Det er ikke kun i turismens interesse. Når vi tiltrækker flere turister til øen og især styrker perioderne uden for sommeren, så er det ikke kun til gavn for lokale erhvervsdrivende. Det er en vigtig del af kommunens indtægter gennem øget beskæftigelse og flere skatteindtægter.

Vores appel er derfor klar. Lad os få startet debatten om, hvorfor en særlig turismeskat skal pålægges et vigtigt erhverv for øen, der både betyder tabt omsætning, arbejdspladser og dermed indtægter i kommunekassen. Vi mener, at der er brug for en trafikal ligestilling mellem alle dele af Danmark, hvor turister og bornholmere ikke bør stilles ringere, bare fordi man ønsker at tage til eller fra Bornholm. Vi håber derfor, at politikerne både lokalt og nationalt vil tage diskussion om, hvordan vi kan afskaffe en urimelig turistskat. Det kan for eksempel ske ved at indføre rabatter for rejsende, der rejser i transit direkte mellem færgen og broen. Det kræver prioritering, men det er vigtigt, for Bornholm skal ikke stå tilbage som den dyrere løsning, når feriedestinationen vælges. Vi bør derimod styrke sammenhængskraften i dansk turisme med et unikt oplevelsestilbud, som er tilgængeligt for alle.