Jeg må indrømme, at kommunaldirektøren og borgmesteren har fået mig til at trække på smilebåndet de seneste uger, hvor jeg under min barselsorlov har fulgt begivenhederne fra sidelinjen. Først kom jeg til at tænke over, hvor travlt kommunaldirektør Johannes Nilsson ville få hele efteråret, hvis al kontakt til pressen skulle gå igennem ham. Jeg så for mig, at vi i hver eneste avis – måske endda flere gange – måtte skrive: "Johannes Nilsson er ikke vendt tilbage på henvendelsen fra Bornholms Tidende" – eller "Johannes Nilsson har ikke haft mulighed for at besvare vores spørgsmål" – fulgt op af et ekko med samme budskab i radio og tv. Sammenlagt snakker jeg og mine kolleger på Bornholms Tidende på en gennemsnitlig dag med en håndfuld medarbejdere i kommunen, vil jeg gætte på. Det kan være skolelederen, projektlederen i spidsen for et byudviklingsprojekt, miljøteknikeren eller sundhedschefen. Nogle samtaler bringes som interview, andre bruges til at indsamle baggrundsviden. Langt størstedelen af journalisters samtaler med offentligt ansatte handler om at indsamle viden, fakta og erfaringer – ikke holdninger. Bliver pressen forhindret i at kommunikere med fagfolk i månedsvis, ville den offentlige debat blive fattigere og tynd på fakta.
Næste komiske situation, jeg så for mit indre øje, var borgmester Thomas Thors på Folkemødet 2022 i færd med at hylde vigtigheden af den demokratiske samtale. Selv hvis han besad sin forgængers energi og entusiasme, ville hykleriet være vanskeligt at undslippe. Nu tyder alt på, at spærretiden ikke bliver til noget, så Bornholm slipper vel med et kortvarigt image-knæk, selv om der nok vil være nogen, der husker Thomas Thors’ og de bornholmske socialdemokraters demokratiske impulser, hvis han skal på scenen for at holde en skåltale.
Også på pressemødet i sidste uge var der flere humoristiske stunder: Jeg hæftede mig særligt ved Thors’ påstand om, at lokalpressens størrelse i sig selv skulle skabe behov for at indføre et system, der uden problemer ville løbe med danmarksrekorden i kommunal lukkethed. Der var også udsagnet om, at spærretiden skulle være til for medarbejdernes skyld, og at TV2/Bornholm skulle have udstillet plejepersonale ved sidste valg, hvilket hurtigt blev modbevist, så borgmesteren måtte trække i land. I det hele taget var det spøjst, at kommunaldirektøren, som var kommet med indstillingen om spærretid uden om det politiske system, ikke selv var til stede: Manden, der alene skulle besvare alle spørgsmål, ville ikke tage imod spørgsmål om, hvorfor det skal være sådan. Spærretidssagen var en opvisning i fodfejl og argumenter, der ikke hænger logisk sammen.
Som journalist har den principielle sag fået det til at krible i mine fingre, for jeg er nysgerrig på, hvordan det kunne komme så vidt. De første historier fik mig til at tænke på et citat, der gjorde mig trist til mode, da jeg læste det i et bilag til et økonomiudvalgsmøde, inden jeg gik på barselsorlov. Kommunen har i år lavet analysen "BRK som attraktiv arbejdsplads". Heri fremstilles pressen som en stressende faktor for medarbejderne. Blandt andet står der: