Klumme: Paranoia på Ullasvej

Det gjorde ondt at se en sagesløs Simon Kjær skovle bolden i eget net på Wembley. Oppe i mit hoved var der bestemt ikke nogen tragikomisk dimension ved selvmålet og EM-semifinale-nederlaget mod England. Omvendt forholder det sig med sommerens store selvmål fra topledelsen i Bornholms Regionskommune – forsøget på at indføre spærretid i tre måneder op til kommunalvalget.

Jeg må indrømme, at kommunaldirektøren og borgmesteren har fået mig til at trække på smilebåndet de seneste uger, hvor jeg under min barselsorlov har fulgt begivenhederne fra sidelinjen. Først kom jeg til at tænke over, hvor travlt kommunaldirektør Johannes Nilsson ville få hele efteråret, hvis al kontakt til pressen skulle gå igennem ham. Jeg så for mig, at vi i hver eneste avis – måske endda flere gange – måtte skrive: "Johannes Nilsson er ikke vendt tilbage på henvendelsen fra Bornholms Tidende" – eller "Johannes Nilsson har ikke haft mulighed for at besvare vores spørgsmål" – fulgt op af et ekko med samme budskab i radio og tv. Sammenlagt snakker jeg og mine kolleger på Bornholms Tidende på en gennemsnitlig dag med en håndfuld medarbejdere i kommunen, vil jeg gætte på. Det kan være skolelederen, projektlederen i spidsen for et byudviklingsprojekt, miljøteknikeren eller sundhedschefen. Nogle samtaler bringes som interview, andre bruges til at indsamle baggrundsviden. Langt størstedelen af journalisters samtaler med offentligt ansatte handler om at indsamle viden, fakta og erfaringer – ikke holdninger. Bliver pressen forhindret i at kommunikere med fagfolk i månedsvis, ville den offentlige debat blive fattigere og tynd på fakta.

Næste komiske situation, jeg så for mit indre øje, var borgmester Thomas Thors på Folkemødet 2022 i færd med at hylde vigtigheden af den demokratiske samtale. Selv hvis han besad sin forgængers energi og entusiasme, ville hykleriet være vanskeligt at undslippe. Nu tyder alt på, at spærretiden ikke bliver til noget, så Bornholm slipper vel med et kortvarigt image-knæk, selv om der nok vil være nogen, der husker Thomas Thors’ og de bornholmske socialdemokraters demokratiske impulser, hvis han skal på scenen for at holde en skåltale.

Også på pressemødet i sidste uge var der flere humoristiske stunder: Jeg hæftede mig særligt ved Thors’ påstand om, at lokalpressens størrelse i sig selv skulle skabe behov for at indføre et system, der uden problemer ville løbe med danmarksrekorden i kommunal lukkethed. Der var også udsagnet om, at spærretiden skulle være til for medarbejdernes skyld, og at TV2/Bornholm skulle have udstillet plejepersonale ved sidste valg, hvilket hurtigt blev modbevist, så borgmesteren måtte trække i land. I det hele taget var det spøjst, at kommunaldirektøren, som var kommet med indstillingen om spærretid uden om det politiske system, ikke selv var til stede: Manden, der alene skulle besvare alle spørgsmål, ville ikke tage imod spørgsmål om, hvorfor det skal være sådan. Spærretidssagen var en opvisning i fodfejl og argumenter, der ikke hænger logisk sammen.

Som journalist har den principielle sag fået det til at krible i mine fingre, for jeg er nysgerrig på, hvordan det kunne komme så vidt. De første historier fik mig til at tænke på et citat, der gjorde mig trist til mode, da jeg læste det i et bilag til et økonomiudvalgsmøde, inden jeg gik på barselsorlov. Kommunen har i år lavet analysen "BRK som attraktiv arbejdsplads". Heri fremstilles pressen som en stressende faktor for medarbejderne. Blandt andet står der:

"Nærheden på Bornholm kendetegnes også ved en ivrig lokalpresse, som følger nøje med hos øens største arbejdsgiver. I medierne får øens politikere masser af tid til at tale både godt og mindre godt om kommunens ansatte. Det opleves som et enormt pres for medarbejdere på alle niveauer og på tværs af arbejdspladser."

Herefter følger et uddrag af et citat fra en anonymiseret kommunal leder:

"Jeg tror sgu, at det er sådan, at nogle snart ikke længere tør at komme på arbejde, fordi de er bange for at stå med navns nævnelse på forsiden af Tidende eller i TV2 Bornholm. Og det skræmmer folk fra at tage en masse gode initiativer til at føre noget ud i livet."

I det hele taget var det spøjst, at kommunaldirektøren, som var kommet med indstillingen om spærretid uden om det politiske system, ikke selv var til stede: Manden, der alene skulle besvare alle spørgsmål, ville ikke tage imod spørgsmål om, hvorfor det skal være sådan.

Passagen om medierne gør mig trist af to årsager. Først og fremmest er det et stort problem, hvis frygten for pressen skaber en forkrampet forvaltning, der ikke tør tænke skæve tanker. For det andet mener jeg ikke, at det er retvisende, at den lokale presse skulle være så nådesløse over for menige kommunale medarbejdere, som der gives udtryk for. Generelt er dækningen af kommunale forhold bred, sober og grundig. Til tider er den også kritisk, men hvis jeg skal være selvkritisk på avisens vegne, er vores mangel snarere, at vi ikke altid er i stand til at være vedholdende og kritiske nok – ikke omvendt.

Citatet om frygten for at havne på forsiden bliver ekstra interessant af, at Thomas Thors netop henviste til det, da han tidligere på ugen skulle underbygge påstanden om, at mediedækningen var af en sådan karakter, så den skulle begrænses. Jeg besluttede mig derfor til at kigge nærmere på, hvad der ellers står i fokusgruppeundersøgelsen. Som journalist, der stræber efter at gøre læserne klogere på verden omkring dem, gjorde beskrivelsen af medierne mig ked af det. Her er et par eksempler fra sammenskrivningen:

"Flere medarbejdere problematiserede, at lokalmedierne på øen nærmest lå på lur efter nye, dårlige historier om BRK, og at det skabte et dårligt arbejdsklima."

"Et job i BRK – uanset om man arbejder med mennesker eller ej – indebærer også, at man kan opleve at stå i frontlinjen som repræsentant for en stor organisation, som fylder rigtig meget i bornholmernes liv. Historier spredes livligt i lokalpressen og også på de sociale medier, og det er sjældent videre positiv omtale af sager, afdelinger eller sågar konkrete medarbejdere. Historier spredes livligt i lokalpressen og også på de sociale medier, og det er sjældent videre positiv omtale af sager, afdelinger eller sågar konkrete medarbejdere."

"Bevidstheden om, at medierne følger med og overvåger blev fremhævet og drøftet i alle fokusgrupper og på alle medarbejderniveauer. Der var stor bevidsthed om, at fejltrin eller konflikter i organisationen hurtigt kan nå mediernes søgelys, men også at omtale af ens fag på landsplan kan have indflydelse på ens arbejdsplads’ omdømme."

Denne overskrift fra analysen indrammer forfatternes konklusioner om pressen:

"Stor mediedækning på en lille ø – især af fejl og alt det dårlige."

I spidsen for analysearbejdet stod servicedirektør Trine Dorow, det sidste medlem af direktionen, der efter fyringen af Claus Stensgaard Jensen for tiden kun består af hende og Johannes Nilsson. Når man læser fokusgrupperapporten, kan man lidt bedre forstå, hvad der fik direktionen til at introducere et så drastisk virkemiddel som tre måneders spærretid. Hvis ovenstående er opfattelsen af bornholmske journalister under kommunalt tag, vil enhver da blive paranoid.

I min læsning af fokusgruppeundersøgelsen lægger jeg dog også mærke til nogle svar fra medarbejdere, der indikerer, at kulturen i regionskommunen i mindst lige så høj grad spiller ind på arbejdsglæden og skaber mistillid. En relativt ny leder udtaler følgende:

"Måske er det pga. den der Snorrebakkesag. Jeg er ikke up to date på historikken… Men jeg oplever, at der i organisationen er en enorm angst for at begå fejl. Det er bare ikke med til at producere en attraktiv arbejdsplads, og det mener jeg, at vi som koncern og som hele BRK må arbejde kulturelt med. Jeg oplever det f.eks. med, at når man skriver mails, så skal der 200 på i Cc. Fordi man er bange for, at man får sagt noget, der kommer i klemme, eller at når der bliver begået fejl, så tager man den store hammer frem. Det synes jeg er uhensigtsmæssigt, hvis man skal arbejde med tillid og social kapital. Det skal man være varsom med. Man skal hellere gå mere konkret til værks i nogle drøftelser omkring det her med fejl. For Bornholm har brug for innovationskraft."

Antydningen af at Snorrebakkesagen skulle have en vigtig betydning, tror jeg, er helt rigtig – både hvad angår frygten for at fejle og helt sikkert også for kommunens dårlige forhold til pressen. Især har TV2/Bornholm gravet sig ned i sagen om den underfinansierede renovering, hvor administrationen ikke opfyldte til udbudsreglerne og overtrådte den kommunale styrelseslov, da et mindre millionbeløb blev flyttet fra en driftspulje uden kommunalbestyrelsens viden. Undervejs har tv-stationen indbragt kommunen til folketingets ombudsmand over tilbageholdelse af dokumenter og bragt en nyhedshistorie om, at en kommunal leder skulle have givet renoveringsopgaver på det tidligere uddannelsescenter til en jagtkammerat med eget byggefirma. Den kritiske linje betød, at Johannes Nilsson og Winni Grosbøll igennem længere tid ikke tog telefonen, når nogle TV2/Bornholm-journalister ringede. Mistilliden blev næppe mindsket, da TV2/Bornholm i kampen mod lukkethed med navn beskyldte regionskommunens kommunikationsmedarbejder for at forhindre kommunale medarbejdere i at stille op i et debatprogram om coronanedlukningen.

Nu er kommunen ved at være kommet over på den anden side af Snorrebakkesagen, og et nyt, ambitiøst rådhusprojekt i bygningerne er på tegnebrættet. Selv om socialdemokraterne har travlt med at erklære sagen for afsluttet, er der fortsat løse ender, som måske aldrig kommer for dagens lys. Den afskedigede koncerndirektør Claus Steensgaard Jensens påstod i et notat offentliggjort efter fyringen, at direktionen stod bag beslutningen om at skrue renoveringsbudgettet på trods af faglige advarsler om lovligheden, men hidtil har kommunens ledelse holdt de afgørende mails væk fra medierne og kommunalbestyrelsen.

I kølvandet på fyringen, der var Thomas Thors’ første gerning som borgmester, modtog Tidende et anonymt brev fra en kommunalt ansat:

"Der er igennem over 10 år skabt en politisk og administrativ tophierarkisk, usund og dårlig kultur over for medarbejderne, hvor de enkelte medarbejdere eller faglige organisationer stort set ikke har været inddraget, hørt eller lyttet til i mange år," lød det i brevet.

Måske burde kommunens ledelse også vende blikket indad. Hvis Thors, Nilsson og Dorow har et reelt ønske om at skåne og beskytte medarbejderne, kan man muligvis foretage nogle interne justeringer frem for at bebrejde pressen. At løsningen ikke er at køre medierne og den offentlige debat om kommunale forhold ud på et sidespor, påpeger en af de adspurgte medarbejdere i fokusgruppen. Der er faktisk tale om lederen bag sætningen om at komme på forsiden på Tidende. Hvis man læser citatet i fuld længde, vil man se, at vedkommende efterspørger "større dialog med pressen":

"Det der motiverer mig rigtigt meget på mit job er selvfølgelig, at vi ledere i afdelingen sammen har en helt fantastisk synergi, også med de forskellige medarbejdere, vi hver især har. Men det skræmmer mig det her med, at man ikke tør lave fejl. Man burde have en langt større dialog med pressen, fordi det er jo sådan, at den absolut mindste ting kan blive blæst vildt op. Jeg tror sgu, at det er sådan, at nogle snart ikke længere tør at komme på arbejde, fordi de er bange for at stå med navns nævnelse på forsiden af Tidende eller i TV2Bornholm. Og det skræmmer folk fra at tage en masse gode initiativer til at føre noget ud i livet. Det er helt forrykt. Så bliver det rigidt og ingen tør noget som helst. Og det kan være demotiverende."

Nå, hr. journalist, giver denne indsigt slet ikke anledning til selvransagelse? Vil nogen måske spørge. Jo, det understreger behovet for, at vi taler sammen og prøver at forstå hinandens verdener; at vi handler med respekt og fairness. Vi kan som journalister godt skrive os bag øret, at udvikling og nye idéer skal mødes med åbenhed og gives en chance. Omvendt bør kommunens topfolk minde sig selv om, at kritisk stillingtagen til driften af en kommune er et sundhedstegn, og at den bedste måde at forholde sig til kritiske røster er at bringe ens egne gode argumenter til torvs. Nægter man at udtale sig, vinder man sjældent en diskussion.

Nu lader spærretid og rigide retningslinjer til at være afblæst. Så når arbejdet for mit vedkommende snart kalder igen, kan jeg sammen med resten af pressen heldigvis koncentrere mig om historier, der har en reel betydning i bornholmernes liv. Uden restriktioner vil kommunens medarbejdere fortsat være langt mere tilgængelige, end man for eksempel ser i ministerierne, hvor centralisering af kommunikationen og frygtkultur også gennemsyrer store dele af embedsværket. Åbenhed er en god ting for nærdemokratiet, og i det lange løb er det altså også til gavn for kommunen.

Jakob Nørmark har været journalist på Bornholms Tidende siden januar 2019 og har tidligere dækket lokalpolitik i flere kommuner for Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis.