Klumme: ABBA

Det sjove ved at blive ældre er oplevelsen af, at de spejlinger, man vokser op med, langsomt ændres. Gennem sin samtid opdager man en forandring i sig selv, som man ellers aldrig ville have bemærket.

Det er vildt. Og jeg kan lige så godt gå til bekendelse: Jeg er blevet sentimental.

Jeg er lidt ældre end kronprinsparret. Jeg har ved gud aldrig været royalist, men sjovt nok: jeg synes, det er hyggeligt at se dem vokse op og få børn. Ved sjældne lejligheder griber jeg endda mig selv i at være lidt stolt af dem, selvom Mary efter min mening godt kunne tage at slappe lidt af. Hun gør det jo faktisk utrolig godt, og australiere har en fantastisk sans for humor.

Helt galt går det, når jeg ser Dronning Margrethe optræde. Her bliver jeg nogle gange helt flov over mig selv: Jeg synes, hun er megasej! Intelligent, kreativ, klog, og med en integritet af stål. Ved flere lejligheder har jeg tænkt: hvor er jeg egentlig glad for, at vi har sådan en forbilledlig dronning, der faktisk ved noget og kan noget. Det skete blandt andet, da jeg så hende besøge udgravningerne ved Vasagård for tre år siden. Dårligt gående, men alligevel frisk på at inspicere hullerne i den knoldede jord og høre om de seneste arkæologiske fund.

Senere besøgte hun Lehnsgaard Raps i Aakirkeby, og da jeg efterfølgende spurgte direktøren, hvordan det havde været at vise selveste dronningen rundt i produktionen, lød svaret: Det var en stor oplevelse, hun var sjov.

Sjov ligefrem, sagde jeg. Ja hun var sjov. Hun var med på den, svarede Hans Hansen.

Hun var med på den. Den bemærkning har jeg tænkt over mange gange siden. Ligesom Jesus, der skilte fårene fra bukkene, er jeg faktisk begyndt at dele menneskeheden op i to kategorier: dem, der er med på den, og dem, der ikke er.

Ligesom Jesus, der skilte fårene fra bukkene, er jeg faktisk begyndt at dele menneskeheden op i to kategorier: dem, der er med på den, og dem, der ikke er

Er det så fårene eller bukkene, der er med på den? Det er jeg til gengæld i tvivl om. De retfærdige er ikke altid med på den.

Men Dronning Margrethe? Det havde jeg alligevel aldrig troet om mig selv. At jeg skulle blive rørstrømsk over en monark.

Men det er ganske vist: Årene får de faste overbevisninger til at skride, langsomt og umærkeligt, og så sker der pludselig noget, som en ræv, der springer ud af busken, der påvirker en på en måde, der kommer fuldstændig bag på en – ja nogle gange kan man næsten ikke genkende sig selv.

Der er myriader af faktorer, der spiller ind, men mon ikke minderne og den voksende livserfaring får pladerne i kalejdoskopet til at forskyde sig i retning af større overbærenhed, større forståelse og måske endda genkendelse af fællestræk med personer, man aldrig har mødt, men er vokset op samtidig med?

Den oplevelse har jeg ofte, når jeg læser om repræsentanter fra min egen generation og dem, der er lidt over og lidt under. Der er en følelse af slægtsskab, som er stik modsat den følelse, man får, når man ser en kongelig fra et land langt væk. Her må jeg indrømme, at jeg i stigende grad føler mig som enkegrevinden i Downton Abbey: Ham der? Han ligner jo en dørmand på d'Angleterre! Det kan de da umuligt mene alvorligt, tronfølger i Spanien?!?

Jeg var 11 år gammel, da ABBA vandt det internationale Melodi Granprix i 1974 med Waterloo. De to sangerinder har været i tyverne dengang, men, jeg syntes, de var ældgamle, tøjet var mærkeligt og musikken sagde mig i hvert fald ikke noget.

ABBA var pop og jeg lyttede ikke til pop, jeg gik i trompetbukser og andefødder og lyttede til Björn Afzelius og Sebastian. Altså jeg gjorde ikke, men det gjorde min mor, der var blevet socialist i en moden alder.

Da den første Mamma Mia-film kom frem i 2008, var jeg rødglødende af forargelse. Er der virkelig ingenting, de ikke vil gøre for at tjene penge, fnøs jeg. Jeg var dybt skuffet over, at Meryl Streep ville nedværdige sig til at være med i en film, som tydeligvis kun havde ét formål: at vride flere millioner ud af en historisk succes, skabt af fire menneskers kunstneriske geni.

Det var indtil vi kom til scenen, hvor Meryl Streep synger 'Slipping Through My Fingers', mens hun reder sin datters hår. Min datter var på det tidspunkt syv år, og var lige startet i skole. Pludselig begyndte tårerne at løbe ukontrolleret ned ad mine kinder, ganske som de gør nu, mens jeg skriver disse linjer. Det var skrækkeligt! Jeg var bondefanget!!

Min datter er nu 20, og hun er vild med ABBA. Jeg føler mig stadig lidt manipuleret, men jeg må jo modstræbende indrømme, at de fire svenskere forstår at trykke på nogle knapper.

Og nu gør de det fandme igen!

Jeg hørte om det nye udspil forleden, da jeg sad i bilen. ABBA har netop sendt to nye tracks på gaden som optakt til et show i London, hvor de ikke selv er til stede, sagde værten ophidset, og jeg tænkte: Hvad fanden er nu det for noget bondefangeri?! Lever de overhovedet endnu?

Jeg gik straks på nettet, da jeg kom hjem, og undersøgte sagen. Agnetha Fältskog er i dag 71, mens Anni-Frid Lyngstad har rundet de 75. Men de lever endnu, og selv om stemmerne har mistet styrke, går genkendelsen direkte i hjertet: Anni-Frids rene mezzosopran og Agnethas sprøde sopran skaber en lyd, som forbinder mit 11-årige jegs ubevidste modtagelighed med den ældre kvindes pragmatisme: Det er lyden af min tid. Bestemt ikke mit livs soundtrack, men det er musik, der har fulgt mig årti efter årti, og jeg spejler mig i de nye teksters klangbund af 50 års sammensparet livserfaring:

I still have faith in you.

I'm fired up, don't put me down.

Jeg er blevet rørstrømsk og sentimental. Men der er dog en lille rest af rebel derinde et sted, og den bliver sur og selvretfærdig, når den læser på nettet, at de nye sange er en optakt til Mamma Mia 3.

De tjener penge på mine følelser. De vrider den sidste krone ud af deres livsværk, de der svenskere med det store popgeni. Det er jo smagløst! Det er lige så uskønt som professionel fodbold!

Men hvor er det smukt at opleve, hvordan de nye ABBA-tekster fletter sig sammen med mine egne livserfaringer, og mærke, hvordan jeg spejler mig i det hele, dels det bittersøde og stejle, men også selvransagelsen og de deraf følgende bløde erkendelser: Jeg er et nyt, forandret menneske, jeg er tilbage, skal vi give det en chance til?

Det kan kun lade sig gøre, fordi ABBAs musik har fulgt mig hele mit liv. Det ville ikke røre mig på samme måde, hvis det var fire ukendte polakker, der stod på scenen og sang. Det er fordi, det er dem: Björn og Benny, Agnetha og Anni-Frid.

Jeg forestiller mig, at nutidens teenagere tænker: Hvad fanden er det for noget bras?! Det er jo ikke rigtig musik, det lyder som noget fra en musical.

Og så er de tilbage på Spotify med ørebøfferne på, fordybet i det nye album fra Kanye West.

Det handler om religiøs vækkelse, kan jeg så afsløre, og det siger fankemig ikke mig noget!

Men jeg ved, der er smerte og skønhed i teksterne. Og den smerte og skønhed vil mine børn og deres generation spejle sig i, hele deres liv.

So I say, thank you for the music.

For giving it to me.