Det er svære kår at drive dagblad i 2022 efter to år med corona og nu en energikrise, hvor papirpriserne kravler om kap med elpriserne mod himlen og med stadig færre abonnenter på papiraviser både for Tidende og de øvrige aviser. Men det er lykkedes markant bedre i år at drive Tidende end sidste år – indtil nu.
Vi fokuserer alt hvad vi kan på at lave uundværlig journalistik, som læserne vil bruge tid på, sælge annoncer, der kommunikerer til de flere end 61.000 akkumulerede læsere af papir og net og sikre vores fantastiske budkorps en effektiv arbejdstilrettelæggelse. Det skal alt sammen få forretningen til at hænge sammen og gøre, at Bornholm har sit fællesskabende dagblad.
Bornholm er helt unik på mange måder. En af dem er, at en tredjedel af alle husstande abonnerer på Tidende. Det findes ikke andre steder i så stor grad, og selvom krisen kradser, har Bornholm stadig cirka 100 flere abonnenter i dag end i september sidste år. Jo flere vi er til at læse og betale for vores avis, jo bedre kan vi lave den. Derfor har vi besluttet, at vi mandag holder op med at forære Tidende væk gratis til gæster på færgen og i lufthavnen. Det er desværre en dårlig forretning at forære aviserne væk. I stedet bruger vi kræfterne på at forædle kundeoplevelsen for dem, der betaler for avisen. Vi er nu oppe på over 530 tilmeldte abonnenter til gratis at modtage Lørsdagsberlingeren sammen med Tidende i postkassen.
Men en god færgetur er også en god avisoplevelse. Når havet tillader det, er der ro om bord til at fordybe sig i Bornholms bedste historier. Derfor har Bornholmslinjen besluttet at hjælpe med at sælge Tidende i kiosken på Express 1 og Hammerhus. Det gør rederiet, selvom de har fravalgt alle andre aviser i udsalget, og det er vi rigtig glade for. Hver en krone gælder, når vi skal sikre sammenholdet om Bornholm med de daglige fælles fortællinger og debat.