Hvem vil vi være?

Mere end en kompensation for energi-øens landanlæg er der brug for, at regeringen endelig begynder at behandle kommunerne ordentligt.

Op til 100 meter lange bygninger. På et område, der svarer til 126 hele fodboldbaner. Det bliver til at få øje på landanlægget til den kommende energi-ø. Og det kommer også til at støje.

Projektet er statens. Ingen på Bornholm har bedt om bygningsværket her. Så skal Bornholm nu kræve, at staten godtgør noget af den gene, som energi-øen også vil føre med sig?

Både borgmester Jacob Trøst (K) og folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V) kom ind på sagen her i deres grundlovstaler. Og begge mente ja: Bornholm skal kræve kompensation.

Et ekstra søkabel, et skolehjem til campus eller en mere fremtidssikret lufthavn, foreslog Peter Juel-Jensen. Fine ideer, gamle Peter Juel-mærkesager, som han kæmper bravt for året rundt. Andre på Borgen kender dem godt.

De har bare ikke så meget med en energi-ø at gøre, og det er svært at se for sig, at regeringen skulle give Bornholm for eksempel et skolehjem i bytte for et kæmpe landanlæg. Måske ikke mindst fordi energi-øen i sig selv vil bringe storstilet vækst til Bornholm. Få, om nogen, kan endnu begribe hvor gigantisk det her bliver.

Mere gang på jord har muligvis borgmesterens idé om at lade en procentdel af energi-øens overskud blive på Bornholm. Måske forankret i en fond, der så skulle sende pengene ud at gøre nytte på øen.

Måske kan regeringen bringes til det, men selv hvis det skulle lykkes, skal der såmænd nok regnes i promiller og ikke i procenter. Staten bliver hårdt, hårdt spændt for i de kommende år. Corona har kostet milliarder, alene minkskandalen stod for 19 af slagsen. På bagkant af det går nu forsvarsbudgetterne i vejret, og så kommer altså energi-øerne.

Den kommende kunstigt anlagte ø i Nordsøen står i sig selv til svimlende 210 milliarder kroner, svarende til næsten fem Storebælts-broer. Det vil altså tage et par dage, før der er et overskud at dele ud af.

I en større optik må Bornholm også snart finde ud af, hvem vi egentlig vil være. På den ene side skaber og hylder vi et billede af den driftige og smarte iværksætter-ø. Førende på kunsthåndværk og uovertruffen på mad, bannerføreren for selveste demokratiet med Folkemødet, der nu igen står lige for døren.

Det er altsammen ret og rimeligt. Sådan er vi blevet, og der er kæmpet for hårdt for det. Men så kan vi altså heller ikke med føje flå alle de dyrekøbte rober af os hvert andet øjeblik, og begynde at give den som en tigger. Så hvilken af de to vil vi være?

Kommunen er derimod presset, og det er også andre kommuner, for skiftende regeringer har underfinansieret kommunerne i snart mange år. Den mest nødvendige kampagne at føre er lige nu er en anden, som Jacob Trøst også nævnte grundlovsdag, i en faktisk vældig borgmesteragtig tale.

– Det er ingen hemmelighed, at regeringen ikke kommer til at dele gaver ud til kommunerne. Det har vi forståelse for, særligt set i lyset af tingenes tilstand i verden omkring os, sagde Jacob Trøst.

– Men jeg håber også, at regeringen så melder åbent ud, at vi ikke har råd til det hele. I stedet for at fortælle, at vi kan finde pengene ved at spare på vores konsulenter eller andre letkøbte budskaber. Det er ikke ordentligt. Betal eller bak op. Vi vil ikke stå med aben i kommunerne, fortsatte han.

Lige præcis. Og kan regeringen blive bragt til at forstå det, er det meget mere værd end medlidenhedsgaver.