Gode normeringer virker

SYNSPUNKT | ABONNENT | 6. OKT 2022 • 10:19
Af:
Thomas Garfort
folketingskandidat for SF Bornholm
SYNSPUNKT | ABONNENT
6. OKT 2022 • 10:19

Alle børn har ret til at blive set hver dag.

 

Minimumsnormeringerne skal bevares og udbygges i børnehøjde, og det er nu, vi skal investere i pædagoguddannelsen, videregående- og merituddannelse – men endnu vigtigere, så skal vi forsøge at få nogle af de pædagoger, der har forladt faget, tilbage til institutionerne. Vi ved, at når forholdene i daginstitutionerne er gode, bliver det også en attraktiv arbejdsplads, hvor den faglige stolthed får plads til udfoldelse til gavn for alle i institutionen. Da vi investerede massivt i nogle udvalgte daginstitutioner med de sociale normeringer, så kunne man se, at flere pædagoger i institutionerne gik fra deltid til fuldtid – og at det var lettere for institutionerne at tiltrække nyt personale. Det er der, vi skal hen.

Gode normeringer virker!

I dag fastsætter loven minimumsnormeringer på kommuneniveau – det vil sige som et gennemsnit af den pågældende kommunes institutioner. Vi mener, minimumsnormeringerne skal gælde for hver enkelt vuggestue, børnehave etc. Derudover har vi fået afsat en stor pulje til opkvalificering og uddannelse af pædagoger og pædagogiske assistenter, så der i fremtiden vil komme mere uddannet personale i landets daginstitutioner.

Med hele 1,8 milliarder kroner til minimumsnormeringer er der tale om et historisk løft af børneområdet. I 2020 blev der udmøntet 500 millioner kroner, og det beløb stiger frem til 2024 til 1800 mio. kr., som herefter vil være varigt med 1,8 milliarder kroner årligt. Det skal vi kæmpe for bliver, også efter valget.

Med aftalen om minimumsnormeringer sikrede vi, at kommunerne ikke må spare på børneområdet ved at flytte børnene fra vuggestue til børnehave, inden de er fyldt tre år. Og så har vi afsat penge til, at børn kan blive et ekstra år i børnehaven, hvis de har brug for det og ikke skal presses i skole, bare fordi de er fyldt seks år. Vi er ikke i mål, men vi er godt på vej. Vi vil arbejde for, at minimumsnormeringerne bliver bevaret og udbygget i børnehøjde. Børnene skal mærke, at der er flere voksne omkring dem. Derfor kæmper vi videre for, at der kommer minimumsnormeringer på institutionsniveau, så børn i alle institutioner oplever, at der er voksne nok.

Alle børn har ret til at blive set hver dag.