Men hvordan løser vi det?
Kludetæppet af dårlige løsninger skal erstattes af noget som kan forklares – og derfor forsvares. Vi har tidligere talt for en ensartet kommuneskat på 25 procent. Og det gør jeg stadig! Den fælles mængde penge bør så fordeles ud fra hvor mange børn, ældre og handicappede, den enkelte kommune har. På den måde får vi bedre chancer for at lave god planlægning, man kan se hvad indtægterne bliver fremover – og så handle på det. Modstandere vil sige, at det går imod det kommunale selvstyre, hvilket tydeligvis er noget vås. Ingen skal/vil bestemme, hvordan kommunerne bruger pengene, da det skal være op til de lokale politikere, som borgerne har muligheden for at skifte ud til kommunalvalgene.
Det ville klæde socialdemokraterne at tage fat i nældens rod – udligningssystemet. Lige nu skader regeringen velfærden mere end de gavner ved at vende den anden kind til!
Imens vi venter, skal vi løse udfordringerne med den svingende finansiering. Og det betyder, at der skal prioriteres. For mig handler det om at redde så meget velfærd som muligt. Og så må bier, blomster, øko-mad, gøgl og moderne kunst ryge. Når Christiansborg ikke vil være deres opgave voksen, så må vi andre – også selvom det kommer til at gøre voldsomt ondt, for sådan er loven.