Bornholm må aldrig blive en kulisse. Det skaber alene negativ værdi. For bornholmerne først og fremmest, men så sandelig også for gæsterne, der søger autenticitet og ægthed og gerne vil have et indblik i det levede liv, når de besøger vores ø.
Gennem de seneste år er mange nye tiltag kommet til og det til glæde for bornholmere og gæster. Bag de mange produktudviklingstiltag er velkendte ansigter og nye ansigter. Alle driftige mennesker, der vil noget med øen.
Og hvilken gave det er! Vi har brug for løbende udvikling, og uden driftige mennesker er det ganske enkelt ikke muligt.
I dag skaber Bornholms turisme en omsætning på 3 milliarder kroner, og vi har 1,8 millioner kommercielle overnatninger årligt. For ti år siden havde vi 1,2 millioner kommercielle overnatninger årligt. Mange af de ekstra overnatninger ligger uden for sommerperioden, men vi vil gerne bygge yderligere på, så særlig forårsmånederne og vintermånederne (defineret som november og december) bliver stærkere. Vi tror på, at det kan lykkes, fordi vi vil hinanden, og vi vil samarbejdet på øen på tværs af bornholmere og erhvervsliv.